– Kemoterapi. Strålebehandling. Fuck.
Sådan bydes læseren indenfor på bloggen Fingerscrossed, der handler om 27-årige Kristine Ellebys kamp mod en stædig hjernetumor. Med sin blog åbner hun døren til en hardcore virkelighed, der giver bekendte som ubekendte et indblik i sit liv med kræft. Her leveres bevismateriale på kronragning og kronisk træthed råt for usødet, men det skræmmer ikke følgerne væk:
– Jeg har flest læsere på de indlæg, der handler om noget skelsættende i min sygdom. Rekorden er 5.290 views på et indlæg om, at jeg klippede alt mit hår af, fortæller hun.
Læs også: Med hovedet på bloggen
Kristine Elleby blogger om sin sygdom, fordi det hjælper at skrive tankerne ned. Dagbogen får dog lov at blive i skuffen, fordi hun oplever et fællesskab, når hun deler sine sygdomshistorier online. Fænomenet kaldes sygdomsblogging og er en trend inden for blogginguniverset, hvor patienter opretter en blog for at dele sine personlige erfaringer med sygdom. Udviklingen skyldes ifølge flere eksperter, at vi bliver mere og mere villige til at dele private og intime detaljer om vores liv på internettet.
Faktaboks: Blogging
- En blog er en forkortelse af weblog, som har form som en dagbog, notesbog eller logbog
- Anno 2015 findes der ca. 72.000 danske blogs, hvoraf ca. 25.000 af dem er aktive – dvs. der er blevet blogget inden for den seneste måned
- Der findes mange forskellige slags blogs. De mest populære er modeblogs og madblogs
- Sygdomsblogging er en kategori af blogs, der tager udgangspunkt i en sygdom
Kilde: Overskrift.dk og Kristeligt Dagblad
Vi vil rigtig gerne vise den ærlige og personlige kræfthistorie, hvor der ikke er malet et billede
Mia Terese Duelund, Social Media Manager i Kræftens Bekæmpelse
– Der ligger både noget selvhelende og en trang til at fortælle andre om sin situation i det at sygdomsblogge, fortæller socialpsykolog Anders Colding-Jørgensen, der har beskæftiget sig med mennesker, der kommunikerer om deres private liv på blogs og sociale medier.
Carsten Stage, forsker i sygdomsblogs og sygdomskommunikation på internettet ved Århus Universitet, bekræfter også, at sygdomsblogging kan have en selvterapeutisk effekt:
– Pludselig slår sygdommen ind som en stor afbrydelse i ens normale liv, og her bruger folk bloggen til at komme på fode igen. De reetablerer sig selv ved at sætte ord på kaos.
Den lille historie er stor nok
Hos Kræftens Bekæmpelse har man i løbet af de sidste to år oplevet en markant stigning af henvendelser fra patienter, der har skrevet blogindlæg, som de ønsker at få delt på organisationens facebookside. Det er en udvikling, som Kræftens Bekæmpelse med glæde støtter:
– Vi vil rigtig gerne vise den ærlige og personlige kræfthistorie, hvor der ikke er malet et billede, forklarer Mia Terese Duelund, Social Media Manager i Kræftens Bekæmpelse.
Derfor har Kræftens Bekæmpelse siden oktober 2013 også befundet sig på den online fototjeneste Instagram, hvor kræftpatienter kan anmode om at blive ”Ugens Fighter” og overtage organisationens Instagram-konto i syv dage. Gennem billeder og små tekster viser patienterne, hvordan dagligdagen med kræft ser ud.
– Vi får mange henvendelser fra folk, der er bekymrede for, om deres historie er interessant nok for andre. Men selv de helt små ting er store nok, fortæller Mia Terese Duelund.
Det er nemmere at møde folk i mit netværk og snakke åbent om sygdommen, når de på forhånd har kunnet læse om, hvad der har været sket i sygdomsforløbet
Kristine Elleby, sygdomsblogger
Der sidder nemlig mange internetbrugere derude, som gerne vil læse med i de personlige beretninger om alvorlig sygdom. Mange er selv berørt af sygdommen som enten patient eller pårørende, mens andre finder det fascinerende at kunne smugkigge i en ukendt verden:
– Det er den personlige fortælling, der tænder os. Det er ikke de store statistiske forklaringer om, hvad en sygdom er, forklarer Carsten Stage, der forsker i sygdomsblogs og sygdomskommunikation på internettet.
Læs også: Fri, men ikke rask
Grænserne flyttes
Ifølge socialpsykolog Anders Colding-Jørgensen bruger sygdomsramte blogs som en platform til at fortælle om sygdommen gennem en meget »ikke-konfronterende« facon:
– Vi har vænnet os til at dele meget private ting på nettet, og det gør det nemmere at interagere face to face, fordi man har fået afklaret de første ord online.
Sygdomsblogging kan derfor være med til at slå tabuer ihjel, fordi grænserne for privatlivets fred hele tiden rykkes. På den måde bliver det lettere at italesætte alvorlige og svære emner, mener Anders Colding-Jørgensen:
– Det er en god idé at sætte ord på det, der er svært for en. Og det er en endnu bedre ide at dele det, der er svært, med andre.
Den følelse genkender Kristine Elleby, som oplever en stor gevinst ved at blogge om sin sygdom, fordi det hjælper hende til at se omverdenen i øjnene:
– Det er nemmere at møde folk i mit netværk og snakke åbent om sygdommen, når de på forhånd har kunnet læse om, hvad der har været sket i sygdomsforløbet.