De moderigtige skaterhjelme er svære at spænde på hovedet, og derfor lurer kraniebruddet stadig på de uforberedte cyklister, der ikke strammer stropperne ordentligt.
På med hjelmen, op på jernhesten og fuld fart frem ud over storbyens stepper – så burde alt jo være i orden.
Det er det bare ikke altid. Hvis hjelmen ikke er spændt ordentligt fast, og ridderen falder af hesten, så kan det gå alvorligt ud over de blottede dele af hovedet. Lige det med at stramme stropperne er et større problem for skaterhjelmene end de klassiske sports- og racerhjelme.
»Det er vigtigt for sikkerheden, at hjelmen sidder ordentligt på hovedet. Og der er det, at jeg har et problem med skaterhjelmene. Ofte sidder de ikke korrekt, fordi remmene er sværere at få til at sidde ordentligt,« siger Allan Carstensen, specialkonsulent hos Dansk Cyklist Forbund.
Og der er flere, der risikerer buler og revner i hovedet:
»Vi kan se rundt på gader og stræder, at der er nogle, der burde spænde hjelmen anderledes, end de gør,« siger Søren Troels Berg, der er specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Boom i salget af de usikre skaterhjelme
Selvom en fjerdedel af alle dem der træder i pedalerne i dag har en hjelm på hovedet, så har de ikke alle grund til at føle sig sikre: Det er specielt skaterhjelmene, der bliver solgt mange af for tiden.
»Det, der har vundet frem de seneste år, er de her skaterhjelme, specielt Nutcase. Her ser vi, at folk der sandsynligvis ikke havde taget hjelm på, nu gør det, fordi den er lidt individuel og speciel,« siger Morten Kold. Han er direktør for Fri Cykler, hvor skaterhjelmene nu står for en tredjedel af salget af cykelhjelme. Andre forhandlere melder, at intet mindre end 70 procent af alle de cykelhjelme de sælger, er de populære skaterhjelme.
Skaterhjelm eller ej, så er samtlige cykelhjelms-eksperter enige i, at det vigtigste er, at hjelmen passer til dit hoved. Deres råd til cyklisterne er klart: spænd hjelmen!
Foto: cyklisten – Dansk Cyklist Forbund
Læs mere:
Sådan skal hjelmen sidde
Markant flere danskere tager cykelhjelm på