Af Casper Lindbjerg Greve og Simone Orby Jarolics
Højt musik til at dulme nerverne, konfetti i regnbuens farver til at sætte gang i kreativiteten og masser af energidrik til at holde gejsten oppe.
Sådan kan en arbejdsdag hos firmaet Agera.dk på Nørrebro kort beskrives. Her på kontoret har man sørget for at gøre op med kedelige og ensformige arbejdsdage.
Læs også: TV: EM i Tetris: Nu falder brikkerne på plads
Direktør Rico Andersen vil nemlig sikre, at hans medarbejdere nyder at komme på arbejde – hver dag. Det eneste der skulle til var en happiness manager.
Jeg sørger for, at der er en god stemning. Det handler om at sørge for god musik og at folk har god energi. Det er så vigtigt at blive set i alt, hvad livet handler om. Hvis man bliver overset, bliver man ked af det. Jeg skal sørge for at lægge mærke til alle ‘agerians’ (de ansatte, red.)
Thomas Vibe, happiness manager
Happiness manageren, der går under det dødelige navn Thomas Vibe, sørger for, at de ansatte hos Agera har en god og produktiv arbejdsdag og går hjem hver dag med et smil på læben.
Egen idé
Rico Andersen fik idéen med at ansætte en happiness manager, da han efter en ferie vendte tilbage til et stille og nedtrykt kontor. Radioen var slukket, og de ansatte talte blot lavmælt sammen. Sådan skulle det ikke fortsætte med at være.
– Der var ikke et smil på alle folks læber folks læber, så jeg kom simpelthen frem til, at der skulle være en mens jeg er væk, som skal sørge for at energien er høj, selvom jeg ikke er i huset. Sådan fandt jeg på happiness manageren, fortæller Rico Andersen om idéen.