Af Inas B. Hamza og Pernille Mette Damsgaard
”Flygtninge og muslimer er velkomne her”. Budskabet er klart – både på folks læber og på de bannere, der hæves over folkemængden. Lørdag d. 21. marts er FN’s internationale dag mod racisme, og i København markeres dagen med en demonstration, der skal sættes fokus på problemet.
En ny rapport fra PET viser, at racisme stadig er udbredt i Danmark. Ifølge rapporten blev der i 2013 registreret 245 kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Heraf var 93 racistiske eller religiøse. Men det går den rigtige vej, for ifølge PETs rapport er tallene faldet. Siden 2011 er der registreret 139 færre ekstremistiske handlinger. Handlingerne dækker over alt fra chikane til hærværk, vold og trusler.
Der skal være plads til min datter på fem år. Jeg ønsker, at hun skal kunne leve i fred. Hun skal kunne leve i et samfund, hvor der er kærlighed
Mohamed Al Mansi, deltager i demonstrationen
Vi må gøre oprør imod løgnene
Alligevel er racisme er stadig et stort problem, mener Christine Bergen fra organisationen Racismefri By, som er en af organisationerne bag demonstrationen,
– Politikerne siger, at asylansøgere er en byrde for vores samfund, og at de er skyld i nedskæringer. De siger, at muslimer er en trussel mod vores samfund, og at de ikke kan være en del af det. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi gør oprør imod løgnene, siger hun.
Læs også: En dag i antiracismens tegn
Min datter på fem år skal kunne leve i fred
Succeskriteriet for dagens demonstration er enkelt: Det skal være en dag, der sætter fokus på, at især muslimer og flygtninge stadig udsættes for diskrimination i dagens Danmark. Og så skal dagen sætte fokus på en lysere fremtid,
– Jeg vil gerne skabe et nyt samfund, der bygger på, at der skal være plads til alle. Der skal være plads til min datter på fem år. Jeg ønsker, at hun skal kunne leve i fred. Hun skal kunne leve i et samfund, hvor der er kærlighed, siger Mohamed Al Mansi, der deltager i demonstrationen.
Demonstrationen bevæger sig fra Vesterbro Torv til Rådhuspladsen. Undervejs taler både imamer, præster og nogle af initiativtagerne fra de i alt 14 organisationer, der er gået sammen for at markere den antiracistiske dag.
Læs også: Racisme stortrives på Facebook