Det er eftermiddag, og indre København summer af aktivitet. Hundredvis af københavnere oser forbi H&M på Amagertorv i indre København, men flere standser op og ser forundret på den lille campingplads, der har formet sig ude foran butikken. Klapstole, liggemadrasser og telte står spredt ud over et større areal. Fra pladsen høres musik, og glade unge skåler i dåseøl, mens de skutter sig i deres vinterfrakker.
Anledningen er lanceringen af det nyeste designsamarbejde fra highstreet-giganten H&M med det eksklusive mærke Balmain, nemlig BALMAIN X H&M, som kommer til salg i butikkerne torsdag morgen. Det første designsamarbejde, med designeren bag Chanel, Karl Lagerfeld, blev lanceret i 2004. Siden har 11 forskellige designere, herunder Alexander Wang og Versace, budt ind med deres evner inden for modens verden, og samarbejderne er blevet så populære, at det nu nærmere er undtagelsen end reglen, at man skal ligge i kø i flere dage, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at få fat i en bluse eller et par bukser.
To af de ihærdige modeentusiaster er Alexander Harder og Sebastian Galsgaard, der begge er 15 år gamle og til daglig er ved at afslutte folkeskolen. De har, siden klokken 16 tirsdag eftermiddag, ligget i kø sammen med flere andre unge og har medbragt både telt, dyner og en god portion tålmodighed.
“Man får noget, ingen andre har”
Grundet tidligere samarbejders popularitet var Alexander Harder og Sebastian Galsgaard ikke længe om at beslutte sig for, at de ville ligge i kø til det nyeste samarbejde med det eksklusive mærke Balmain.
– Balmain er bare et super lækkert mærke. Når man har det på, lægger alle mærke til det. Det er dét, jeg synes er fedt, siger Sebastian Galsgaard.
Læs også: Mode-bloggere spinder guld på deres aflagte tøj
– Ja, lige præcis. Man skiller sig lidt ud fra det hele, istemmer teltkammeraten Alexander Harder.
Netop dét at skille sig ud fra mængden gennem sit tøjvalg er noget, der er vigtigt for begge drenge, og selve eksklusiviteten har været en stor drivkraft for begge i ønsket om at få fat i forskellige beklædningsdele fra kollektionen.
– Balmain er bare et super lækkert mærke. Når man har det på, lægger alle mærke til det. Det er dét, jeg synes er fedt.
Sebastian Galsgaard, folkeskoleelev og modeentusiast
– Det betyder ret meget for mig at skille mig ud. Man får en trøje, der måske er 20 af inde i den dér forretning, siger Sebastian Galsgaard og peger på H&M-filialen, der tårner op bag de mange midlertidige campister.
– Man får noget, ingen andre har. Det synes jeg er virkelig fedt, siger han.
Tøjet er efterstræbelsesværdigt
Trine Brun, modeforsker ved Institut for Design og Kommunikation på Syddansk Universitet, kan nikke genkendende til hypen ved H&M’s forskellige designsamarbejder, hvor eksklusive mærker gøres mere tilgængelige rent økonomisk for en større fanskare.
– Der er en kulturel værdi forbundet med high end og haute couture (dyrere mærker og højere skrædderkunst, red.) i mode, som rigtig mange mennesker interesserer sig for, men ikke har råd til i den almindelige udformning, forklarer Trine Brun.
Læs også: TV: Genbrug er moderne
Og netop den kulturelle værdi peger Trine Brun på som værende en af de største faktorer i designsamarbejdernes popularitet.
– Det er nogle mærker, som er kendt for at være på forkant med moden og for at sætte moden, og som har en høj materialemæssig kvalitet. Tøjet er efterstræbelsesværdigt, forklarer hun.
Alle får en bid af kagen
Priserne i den nye kollektion, som både omfatter herre- og dametøj, svinger fra alt mellem 130 kr. til 4500 kr., og eksempelvis kan en kjole erhverves til 3.999 kr. Til sammenligning koster en kjole fra Balmains eget mærke gerne omkring 30.000 kr.
Melissa Bech, moderedaktør på magasinet Cover, peger på kombinationen af en high end-designer og tilgængelige priser som værende en af kollektionens største aktiver.
– Det kan få Balmain ned på jorden og ud til de mennesker, der måske ikke har råd til det i første instans. Alle kan få en bid af kagen, siger hun.
Eksklusiviteten ved at få fat på en del af kollektionen har også en rolle at spille, mener Melissa Bech.
– De fleste ved, at der kun laves et X antal styles, så det bliver helt klart et ‘collectors item’, altså noget folk samler på. Der er måske 22-25 af hvert item i sådan en kollektion, og det er derfor, at der kommer så stor hype omkring den.
– Det kan få Balmain ned på jorden og ud til de mennesker, der måske ikke har råd til det i første instans.
Melissa Bech, moderedaktør på Cover
Sebastian Galsgaard og Alexander Harder kommer til at have i alt to overnatninger foran butikken på Strøget i København. DMI lover ned til 3 graders varme om natten, men det er ikke noget, der bekymrer drengene.
– Vi har telt, soveposer og dyner med, så vi har det ikke specielt koldt, siger Sebastian Galsgaard, mens køen vokser sig større og større for hvert minut og der bliver skruet op for musikken og drukket en øl eller to ekstra. Sebastian Galsgaard skæver over til de øvrige modeentusiaster og midlertidige campister, hvoraf nogle efterhånden ser en smule forfrosne ud.
– Men jeg kan godt forestille mig, at nogle af dem uden telt får det lidt ærgerligt i nat, slutter han.