Det tyder på, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal søge nyt job i den nærmeste fremtid. Sådan ser det ud, efter at hun i går blev fravalgt til posten som flygtningehøjkommissær i FN.
Hun kan også vælge at blive i Folketinget, hvor hun ved valget i juni i år igen blev valgt ind. Men lektor emeritus på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Søren Riishøj mener, at Thorning har nogle gode kvalifikationer, der kan bringe hende i spil til andre internationale topposter.
– Hun er accepteret i international politik som en dygtig politiker, og som statsminister har hun ikke lagt sig ud med mange. Hendes CV er velegnet, og det er også derfor, at hun er i spil til topposter hele tiden, siger han.
Desuden peger Søren Riishøj på, at hendes gode forhold til både Tyskland og USA kan være gavnligt, når der bliver en international toppost ledig.
Ikke mange ledige poster i EU
Thorning har tidligere siddet i Europa-Parlamentet og har derfor et godt kendskab til EU. Derfor ville det også være oplagt for hende at søge et job der. Problemet er bare, at mange af de tunge EU-poster allerede er besat de næste fire år.
– Man må regne med, at EU’s præsident Donald Tusk sidder hele den fem-årige periode ud. Der er så fire år tilbage. Det samme gælder kommissærposterne, som Thorning ellers ville være egnet til. Så det er svært at se noget attraktivt i EU-systemet lige nu, siger han.
Organisationer er også en mulighed
Hvis der ikke er nogle attraktive stillinger i selve EU-systemet, så kan der også være andre jobmuligheder for Thorning.
– Det kunne være organisationer, der sætter sig helt ud over EU-systemet. Det kunne også være nationale tænketanke. Men jeg ved ikke, om det er attraktivt nok for hende, siger Søren Riishøj.
Så Thornings jobjagt bliver ikke nødvendigvis let. Flere af Helle Thornings forgængere på statsministerposten har, efter de gik af som statsminister, fortsat karrieren i international politik. Poul Nyrup Rasmussen (S) sad således i Europa-Parlamentet i årene 2004-2009, mens Anders Fogh Rasmussen (V) trådte tilbage som statsminister, da han fik posten som generalsekretær i NATO. Den post besad han i perioden 2009-2014.
Hiv eller klik dig gennem den nedenstående tidslinje og se, hvordan Helle Thorning-Schmidts karriere har set ud indtil nu.