795 millioner mennesker sulter verden over, men det skal en ny app nu hjælpe på. Det første mål er syriske flygtningebørn i Jordan.
En ny app, udarbejdet af FN’s fødevareprogram, skal være med til at udrydde fattigdom inden år 2030.
Få dage efter lanceringen af den nye app er 25 procent af det første mål nået. Anne Poulsen, direktør for WFP’s nordiske kontor – FN’s fødevareprogram, ser appen som en kæmpe succes, og hun forklarer, hvad pengene skal bruges på.
– I første omgang går de penge, der bliver samlet ind via appen til syriske flygtningebørn i Jordan. Det nuværende mål er at give et måltid mad til 20.000 flygtningebørn i Jordan i et helt år. Det er i sig selv en kæmpe succes, at 25 procent af målet er nået på blot fire dage, siger hun.
Anne Poulsen forklarer, at man nu har penge nok ind til knap en halv million måltider til flygtningebørnene.
Et måltid for tre kroner
Et af de såkaldte verdensmål, der blev vedtaget i september i år under FN’s generalforsamling, er, at sult skal udryddes inden år 2030. Hvis målet om at udrydde fattigdom skal blive en realitet, så skal alle hjælpe til, lyder det fra Anne Poulsen.
– I 2030 er der ikke længere hverken børn, kvinder eller mænd, der skal gå sultne i seng. Og hvis vi skal nå dertil, så skal vi have alle med. Den største fejl af alle er ikke at gøre noget, selvom man kun kan gøre lidt, siger hun.
Læs også: Ny dating-app kræver kalorier for kærlighed
Den nye app skal netop få alle med.
– Ved de fleste sms’er donerer man et beløb på måske 100 kroner eller 150 kroner. Appen gør det muligt for alle at donere, da man har mulighed for at donere et måltid mad til tre kroner. Så går man ind på appen og trykker to gange, og så donerer man et måltid mad. Dermed får en folkeskolelev, der måske kun har sine lommepenge, mulighed for at donere et måltid mad. Det gør, at alle kan være med, siger Anne Poulsen.
Men det er besværgligere at donere penge via apps
Både hos FN’s fødevareprogram og Folkekirkens Nødhjælp er man enige om, at det lige nu er besværgligt at donere penge via en app i forhold til de mere kendte sms-donationer. Men FN’s fødevareprogram ser alligevel muligheder i den nye app.
– Det er selvfølgelig klart, at det er to sekunder lettere at sende en sms og måske bidrage med 150 kroner, end det er at downloade en app. Men når man er inde på appen, kan man læse om de børn, man støtter, når man donerer penge til et måltid mad. På den måde får man knyttet giveren sammen med modtageren, som man ikke kan via sms, siger Anne Poulsen.
Hos Folkekirkens Nødhjælp ser man flere ulemper end fordele ved donation via apps frem for mobildonationer, og Folkekirkens Nødhjælp har ikke selv planer om at lancere en app, som folk kan donere penge via.
– Jeg tror ikke, at det bliver lettere at donere penge via en app, for så kræver det, at vedkommende henter appen og har appen liggende. Det som vi og de fleste andre NGO’er arbejder med, det er sms, siger Christian Sophus Ehlers, projektleder for nye medier hos Folkekirkens Nødhjælp.
Sms’er er stadig vejen frem hos andre NGO’er
Folkekirkens Nødhjælp synes dog, at apps er et spændende tiltag.
– Jeg tror ikke på apps som doneringsform, men det kan jo være, at FN kan modbevise dette. Men jeg synes, at det er spændende, at man arbejder med det og prøver at finde på noget nyt. Sms’er har til gengæld gjort, at det er blevet langt lettere for folk at donere i forhold til tidligere, hvor man skulle gå ind på en hjemmeside, finde sit dankort frem og taste 12 cifre. Vi kan se, at det er langt lettere, at få folk til at donere nu, når de “bare” skal sende en sms, siger Christian Sophus Ehlers, projektleder for nye medier hos Folkekirkens Nødhjælp.
Læs også: Hvor kommer flygtningene fra?
Hos hjælpeorganisationen Plan Danmark har tankerne om at lave en app været oppe at vende, men er blevet skrinlagt igen, da det økonomiske incitament ikke var der.
– Vi overvejede at lave en app, men det er meget dyrt. Vi overvejede også, hvorfor folk ville downloade en app, hvis formålet kun var at donere til os. Det kan de gøre på vores hjemmeside. Vi har haft fokus på at optimere vores hjemmeside, så den er brugervenlig på mobiltelefoner i stedet for. Vi er altid opmærksomme på omkostningerne ved vores tiltag, siger Sune Nordahl fra digital marketing i Plan Danmark.
Appen får nye mål
Den 12. november blev appen “ShareTheMeal” lanceret i hele verden og er gratis at hente. Appel har valgt at lægge ShareTheMeal under bedste nye apps.
Når det nuværende mål for appen er nået, og der er indsamlet penge nok til, at 20.000 syriske flygtningebørn i Jordan kan få et måltid mad i et år, fortsætter appen på samme måde som før bare med et nyt mål.
På nuværende tidspunkt har appen indsamlet mere end 2,3 millioner måltider mad til tre kroner per styk.
Klik på kortet nedenfor og se, hvor en del af de syriske flygtninge opholder sig i verden. Cirka fire millioner er flygtet fra Syrien. 7,6 millioner er flygtet fra krigen, men opholder sig stadig i Syrien.