Det bælgmørke hus og den forladte carport viser med al tydelighed, at du er på julevisit langt fra hjemmet, og imens har tyveknægtene frit spil i dit hjem. Julen er den tid på året, hvor der begås allerflest indbrud, og i år vil vi se endnu flere, vurderer Nordsjællands Politi.
»Realistisk set, har vi nok desværre ikke set toppen af indbrudskriminaliteten,« siger chefpolitiinspektør ved Nordsjællands Politi Flemming Drejer. Han mener, at danskerne godt kan forberede sig på flere indbrud denne jul i forhold til sidste jul. I løbet af de seneste år er antallet af anmeldte indbrud i beboelser steget støt med det højeste tal i 2009 på godt 48.700 anmeldelser, viser tal fra Rigspolitiets Statistik. Tallet faldt dog i 2010, men Flemming Drejer tror desværre ikke vi har set toppen.
»Jeg kan næsten love, at antallet af indbrud vil stige endnu mere i år,« siger han.
Krise og fattigdom giver flere indbrud
Ifølge Flemming Drejer kan det blandt andet skyldes den fattigdomsbølge, der har ramt Østeuropa. Den betyder, at folk, der kommer hertil for at få arbejde, bliver drevet ud i at begå indbrud. Han ser dog også en anden tendens, der bunder i den økonomiske krise.
»Hvis man brændende ønsker sig en kogle-lampe eller en Børge Mogensen-sofa, og man i opgangstider gerne vil gå ud og betale den fulde pris for dyre designermøbler, så vil man måske i nedgangstider føle sig fristet til at købe ’for billigt’, det vil sige under omstændigheder, hvor man burde kunne regne ud at varerne er stjålne,« siger han.
Læs også: Spor tyven der løb med dit design-Æg
Og krisens betydning for de mange indbrud er en tendens som Det Kriminalpræventive Råd kan nikke genkendende til. Noget tyder på, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise og antallet af indbrud, siger Kasper Bisp Hansen, analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd.
»Krisen har medført en højere arbejdsløshed, og arbejdsløshed er en af de faktorer, som kan føre til flere indbrud,« forklarer han. Man kan ikke se en entydig sammenhæng, men internationale tal viser, at der i en lang række lande, herunder Danmark, er sket en stigning i antallet af indbrud mellem 2007 og 2008, hvor krisen begyndte, fortæller Kasper Bisp Hansen.
Til gengæld faldt tallet lidt i lande som Kroatien og Bulgarien, men det kan skyldes mange andre forhold, for eksempel at folk er blevet bedre til at sikre deres boliger med for eksempel låse og alarmer. Derfor skal man lede efter årsagen til de mange indbrud mange forskellige steder, men der er klart noget, der peger på en sammenhæng, forklarer Kasper Bisp Hansen.
Også husejernes eget ansvar
En del af ansvaret for indbruddene ligger dog hos husejerne selv, påpeger chefpolitiinspektør Flemming Drejer.
»Hvis man har råd til at købe en dyr kogle-lampe, har man altså og så råd til at investere i en ordentlig lås,« siger han.
»Jeg har set eksempler på, at havedøre er så skæve, at man nærmest kan åbne dem med en dåseåbner,« fortæller han og opfordrer dermed til, at man får tjekket sine låse. Det bedste råd til at undgå ubudne gæster ved juletid er ifølge chefpolitiinspektøren at gå rundt om sit hus og lege tyv. Man skal lægge mærke til, hvad man kan se fra vinduet, om der for eksempel er dyre møbler, der kan friste svage sjæle, forklarer han.
Læs også: Borgere skal belønnes for indbrudssikring
Læs også: Fattighjælp topper denne jul
One Response to "2011 bliver jubel-år for juletyve"