Events, fester, fede tilbud, flirt og kunst. Alt dette kan du finde på iPride.dk, som er den nye hjemmeside for danske LGBTIQ’ere. På hjemmesiden kan virksomheder, kunstnere og privatpersoner oprette en profil og finde et forum for alt, der har noget at gøre med deres seksualitet.
Læs også: Indædt kønskamp har gjort transkønnet til forbillede
– Vores drøm er, at iPride.dk får samlet alt under et tag, fortæller Arik Twena, én af grundlæggerne af iPride.dk. Han mener, at hjemmesiden kan blive til det nye samlingspunkt for LGBTIQ-personer i Danmark ved at samle alle de klassiske funktioner fra andre sociale medier på et sted.
LGBTIQ-personer er forkortelsen for homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle og andre, der ikke identificerer sig med heteroseksualitet.
Det er, hvad LGBTIQ står for:
L er forkortelsen for lesbiske
G står for ’gay’, det engelske ord for homoseksuelle mænd
B er forkortelsen for biseksuelle
T omfatter både transseksuelle og transkønnede
I er forkortelsen for interseksuelle, personer der har kroppe, som ikke kan beskrives som en mandekrop eller en kvindekrop
Q står for ’queer’ og ’questioning’. ’Queer’ er det engelse ord for personer, der falder udenfor den seksuelle norm, og ’questioning’ er det engelse ord for personer, der ikke kan sætte deres seksualitet i en specifik kasse.
Hjemmesiden er et godt alternativ til andre sociale meder for LGBTIQ-personer, mener Thomas Rasmussen fra Copenhagen Pride. Han mener, at hjemmesiden er et relevant medie for Copenhagen Pride som organisation til at komme i kontakt med LGBTIQ-miljøet. Dog afhænger det af, hvor mange brugere der vil komme på hjemmesiden.
– Nogen vil bruge et forum som iPride, fordi de ser deres seksualitet som en vigtig del af deres liv. Det er der andre, der ikke gør, fortæller Thomas Rasmussen, der lægger fokus på, at det kan være svært at samle det danske LGBTIQ-miljø.
iPride.dk skal være et trykt forum for et udsat miljø
Arik Twena nikker genkendende til, at LGBTIQ-miljøet kan være svært at samle i Danmark. Han mener, at årsagen skal findes i en mangel på åbenhed omkring seksualitet i Danmark, der kommer på grund af fordomme og hate crimes. Netop dette var grundet til, at hjemmesiden blev startet.
– Grunden til, at vi startede iPride.dk, er, at vi alt for ofte oplever chikane og latterliggørelse på andre sociale medier, fortæller Arik Twena. Han oplever, at vi i Danmark er meget åbne overfor forskelligheder, men at LGBTIQ-området stadig er utroligt tabubelagt.
Læs også: Grotesk burlesque og persisk dekadence på Klamydiaslottet
Thomas Rasmussen mener, at iPride.dk kan vise sig at være et godt alternativ til andre sociale medier. Han fremhæver Facebook som et meget åbent forum, hvor man hurtigt kan føle sig udstillet. Her kan iPride.dk være et trygt alternativ til personer i LGBTIQ-miljøet.
iPride.dk har efter sin første måned over 200 medlemmer på tværs af køn, seksualitet og alder. Hvis denne udvikling fortsætter, og iPride.dk kan blive til et trygt sted, hvor alle kan føle sig fri og accepteret, så har iPride.dk gjort en stor forskel, mener Arik Twena.