– Jeg skræller altid mine gulerødder, og jeg skræller oftest kartofler, medmindre jeg er lidt for doven.
Sådan lyder det fra studerende Ruth Winther Poulsen, når hun bliver spurgt om hun skræller sine grøntsager og rodfrugter. Det kan dog være en rigtig dårlig ide, hvis man lytter til den certificerede kostvejleder Stefan.
– Der sidder en masse næring i grøntsagers skræl. Det gælder blandt andet gulerødder, kartofler og rodfrugter generelt. Det taler for, at man ikke skal skrælle grøntsager, men bare vaske dem, siger Stefan der blogger om helbred og kost på Madogsport.dk.
Det er decideret tosset at skrælle sine økologiske grøntsager og rodfrugter, medmindre man ikke kan lide smagen af skrællen. Det er i skrællen, du får den højeste næringsværdi
Stefan, certificeret kostvejleder og blogger på Madogsport.dk
Bedst at skrælle sprøjtede grøntsager
Der er et par tommelfingerregler for, hvornår man skal skrælle sine grøntsager og rodfrugter, og hvornår det er bedst at lade være. Næringen sidder i skrællen, fordi grøntsagen skal bruge mineraler og vitaminer, der hvor den vokser. Grunden til det er, at der sker en celledeling, hvilket er tættest ved og i selve skrællen, forklarer Stefan.
Læs også: Enige eksperter: morgenmad er IKKE dagens vigtigste måltid
Stefan gør det samtidig klart, at selvom der sidder mere næring i skrællen end i resten af grøntsagen, er der også andre hensyn der skal tages.
-Sprøjtemidler sidder primært i skrællen, hvilket selvfølgelig taler for, at man skal skrælle sine ikke-økologiske grøntsager, siger Stefan. Han præciserer, at det er en god ide at skrælle sine grønsager, hvis man køber importerede grønsager, især hvis de ikke er dyrket i EU.
Køb økologisk og vask dine grøntsager
Der er naturligvis forskel på grønsager, men som udgangspunkt mister man en del næring ved at skrælle grøntsagerne. Stefan der har et klart forslag til, hvad der er sundest.
– Det bedste du kan gøre er at købe økologisk og så vaske dine grøntsager. Derved får du den højeste værdi af næringsstoffer og den laveste mængde af affaldsstoffer, siger Stefan og tilføjer.
– Det er decideret tosset at skrælle sine økologiske grøntsager og rodfrugter, medmindre man ikke kan lide smagen af skrællen. Det er i skrællen, du får den højeste næringsværdi.
Læs også: TV: App mod madspild er en kæmpe succes
Opdateret d. 6/8 2018: Kildens fornavn er fjernet jf. de presseetiske regler B8 samt vore egne etiske retningslinjer. Kildens navn er redaktionen bekendt.