– Moskéer bruges jo til så meget andet end kun at bede. Der er ofte en masse sociale arrangementer som fællesspisning og filmaftener, siger Zerife Ozcan.
Som frivillig i nogle af de nuværende moskéer i København, glæder hun sig særligt over, at der kommer en ’rigtig’ moské med gode lokaler og ordentlige forhold.
Hun er 24 år, har rødder i Tyrkiet og er opvokset i Valby. Som troende muslim bærer hun tørklæde og trods fordomme, så har hun været skuespiller i flere teaterforestillinger.
Zerife har gjort en dyd ud af at være et forbillede for andre etniske kvinder. Det har betydet at man bl.a. har kunne følge hendes kamp mod de ekstra kilo på Facebook.
En af moskéerne ligger på 3. sal med graffiti i opgangen og i gården og et højtspillende rockband som overbo. Renlighed er en så vigtig dyd i islam, så når vi får gæster derop, er det altså pinligt, at hærværk er det første de ser.
Zerife Ozcan, 24-årig muslim
For hende er den nye moské en milepæl i dansk historie:
– Den nye moské sætter os muslimer på lige fod med andre troende i landet, som også får lov til at praktisere deres religion i flotte bygninger.
Læs også: For ung til Danmark
De nuværende moskéer er ofte gamle værkstedslokaler placeret i enten baggårde eller dele-løsninger med musikøvelokaler som naboer, og det har ifølge Zerife Ozcan været under al kritik.
– En af moskéerne ligger på 3. sal med graffiti i opgangen og i gården og et højtspillende rockband som overbo. Renlighed er en så vigtig dyd i islam, så når vi får gæster derop, er det altså pinligt, at hærværk er det første de ser, forklarer hun.
Bag byggeriet af den nye stormoské står Dansk Islamisk Råd, som fortæller, at det samlede areal på 6.800 kvm. i høj grad skal fungere som et kulturhus, der udover bederum også kommer til at rumme et dagcenter for ældre, en ungdomsklub og et legeland for de helt små.
- Det danske arkitektfirma Johannsen Arkitekter har tegnet moskéen
- Den indeholder bl.a. en 20 meter høj minaret. Den skal dog ikke kalde til bøn
- Moskeen ligger på hjørnet af Rovsingsgade og Vingelodden
- Til den officielle åbning er både Dronningen og Statsministeren inviteret
Kilde: www.johannsen-arkitekter.dk
Godt for integrationen
Byggeprojektet for stormoskéen på 150 millioner kroner, og finansieringen kommer fra Qatar. Det har skabt en større debat i medierne, da flere politikere har betvivlet Qatars motiver og indflydelse i moskéen. På trods af en tvivlsom pengekilde, mener flere forskere tværtimod at stormoskéer kan fremme integrationen.
– Om det foregår i en fabriksbygning eller i en decideret moské, gør ingen forskel i den forbindelse. Når lande som Iran og Saudi-Arabien finansierer moskéer i udlandet er det først og fremmest, fordi de vil være førende på det islamisk- teologiske område, og ikke fordi de direkte ønsker at infiltrere politisk, siger Lektor Claus Valling Pedersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet til Kristeligt Dagblad.
Det giver den tyske forsker Riem Spielhaus ham helt ret i. Hun har forsket i forholdene omkring moskéer i Tyskland og mener ikke at stormoskéer vil være stedet for voksende ekstremisme.
– Når moskéen rykker ud i det offentlige rum, giver det mere gennemsigtighed. Enten er islam gemt af vejen, eller også har vi en synlig religion, som anerkendes af samfundet og diskuteres, har Riem Spielhaus tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad.
Læs også: København vil have indvandrere med på cykelbølgen
Mens politikerne og medierne diskuterer pengestrømmen, så glæder Zerife sig bare til at se moskéen side om side med kirkerne og synagogerne.
– Den skal vises stolt frem til gæsterne, siger hun.