Jakob Nielsen er 36 år og ansat som socialpædagog for autismeramte på et bosted, der ligger under Københavns Kommune.
Jeg bruger ca. en time om dagen på forskellige ting, der kan relateres til bureaukrati
Jakob Nielsen, Socialpædagog
Når han møder ind på arbejde, er det med bevidstheden, om at en del af arbejdstiden vil gå med at føre protokol over beboerne, der er tilknyttet bostedet, ligesom der skal skrives samtalereferater, for at man kan følge udviklingen i beboernes adfærd.
Én time om dagen
– Jeg bruger ca. en time om dagen på forskellige ting, der kan relateres til bureaukrati. Man vil sikre, at vi gør vores arbejde så godt som overhovedet muligt i det samarbejde, vi har med beboerne. Og den tanke er jo i sig selv god nok, men meget af den tid vil jeg bare hellere bruge sammen med beboerne, siger han og fortsætter:
– Papirnusseriet bliver på bekostning af relationen og samspillet med stedets beboere. Som pædagog vil jeg gerne være mere til stede for dem, og støtte dem i deres vej mod eksempelvis at udvikle sociale kompetencer. Det er trods alt det, jeg er uddannet til og ved noget om, siger Jakob Nielsen.
Læs også: Bureaukrati æder en time hver dag
FTF fremlagde i slutningen af sidste uge en rapport, der dokumenterer, at 270.000 offentligt ansatte gennemsnitligt bruger en time af deres arbejdsdag på bureaukrati.
Ifølge FTF kan man fjerne et kvarters dagligt papirarbejde for de offentligt ansatte, hvis man lægger mere vægt på tillid og mindre vægt på kontrol i den offentlige sektor.
Jakob Nielsen er helt enig med FTF i, at mere tillid til den enkelte medarbejder ville kunne bidrage positivt til både arbejdsmiljø og samfundets generelle produktivitetsniveau.
– Vi er røget ind i en kontrolbølge. Bureaukratiet vokser sig større og større, fordi forvaltninger og styrelser gerne vil holde deres ryg fri. For at man ikke kan sætte en finger på deres arbejde, har man opstillet en masse regler og unødige kontrolfunktioner, der pålægges den enkelte medarbejder. Hvis man genskaber tilliden til os, er jeg helt sikker på, at det vil resultere i gladere medarbejdere med mere overskud, man så kan overføre til sit arbejdsliv. Vi skal have gang i en god cirkel, siger han.
Læs mere: Pædagog Erik Nielsen er træt af dokumentationskrav
Fakta om bureaukrati
- Der er ca. 723.000 fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor
- Hvis alle kan skære et kvarter af arbejdstiden som følge af mindre bureaukrati, svarer det på landsplan, til at der frigives 180.750 arbejdstimer om dagen til service til borgerne
Bureaukrati er også godt
Jakob Nielsen mener dog, at bureaukrati er et uvurderligt redskab, der kan bruges aktivt i hverdagen. En del af dagligdagens bureaukrati på hans arbejdsplads går med at holde sig ajourført med, hvad der rører sig blandt beboerne. Derfor læser han, hvad hans kolleger har noteret om beboerne.
– Det er godt, at man kan søge i arkiverne og blive klogere på den enkelte beboers udvikling i adfærd. Det er dermed også et pædagogisk redskab, og det er positivt.
En produktivitetskommision nedsat af regeringen er netop kommet med forslag, til hvordan den offentlige sektor kan effektiviseres. Kommisionen understreger blandt andet behovet for at få gennemført den tillidsreform, som regeringen og det offentlige arbejdsmarkeds parter blev enige om at gennemføre før sommerferien.
Læs mere: Læs om Produktivitetskommissionen her