Postnord-krise: Længere tid mellem brevene rammer særligt ældre

I fremtiden bliver der som udgangspunkt kun leveret breve én gang om ugen. Foto: Flickr

Der er 350.000 borgere over 65 år, som har fået fritagelse fra at modtage deres post fra det offentlige digitalt. Samtidig har 224.000 aldrig brugt internettet, og det svarer til cirka en fjerdedel af befolkningen i den aldersgruppe. Derfor er det særligt de ældre, det går ud over, at det danske postvæsen, som konsekvens af underskudet i Postnord, i fremtiden kun vil levere breve en gang om ugen .

– Kommuner, læger og så videre må tage de hensyn, der er nødvendige, når det handler om borgere, der er fritaget for Digital Post, siger Ingrid Lauridsen konsulent hos Ældre Sagen på Digitaliseringsområdet.

Hun henviser til, at der i Postnords fremtidsplaner er en mulighed for at sende post med ‘Ekspres’. Det vil sige, at afsenderen kan betale sig til, at få posten leveret fra dag til dag.

Ikke alle kan lære det
– Det vil primært være personer, der er fritaget for Digital Post, der bliver ramt af det her. Der, hvor det er vigtigst, er, hvor der er en frist, der skal overholdes. Det kunne være en afgørelse fra kommunen, eller hvis man bliver indkaldt til en undersøgelse eller noget i den stil, siger Ingrid Lauridsen.

Hos Ældre Sagen kan man få hjælp til at søge om fritagelse fra at modtage sine henvendelser på borger.dk eller e-boks.dk, men foreningen afholder også jævnligt IT-kurser og caféer.

I 2010 var det 515.000 på over 65 år, der aldrig havde været på nettet, nu er det tal nede på 224.000

– Det er bare ikke alle, for hvem det er muligt at lære at bruge Digital Post. Men der er sket rigtig meget på det område, siger Ingrid Lauridsen.