I et lille lokalsamfund kan man handle hos bageren, få klippet sit hår hos frisøren og få tjekket sine tænder hos tandlægen. Disse tilbud er også mulige i det nye åbne plejecenter for demensramte i Randers Kommune, der med sine mange faciliteter minder om en by i en by.
Stedet, der kaldes for Huset Nyvang, har indført en lang række af tiltag, der har til formål at øge livsglæden for demensramte ved at sætte fokus på socialt samvær, trygge omgivelser og aktivitet i hverdagen.
Hvad tilbydes de demente?
- Plejecenteret Huset Nyvang er bygget op omkring 60 lejligheder af fire huse i forskellige farver for genkendelighedens skyld
- Spise- og fjernsynsstue i hver lejlighed
- Flere af lejlighederne har direkte adgang til fællesarealer
- Orangeri med fredagsbar
- Værksted og drivhus
- Kulturhus og wellnessrum
- Frisør og tandlæge
- Bager og butik
Det sociale samvær forbedrer sygdomsforløbet
Det sociale samvær på plejecenteret skal hjælpes på vej ved at skabe et miljø, hvor der er lagt op til, at den demensramtes familie kan komme på besøg.
Der er især fokus på de unge, som fx er børnebørn til den demente, siger centerleder på Huset Nyvang, Rikke Berg Christensen:
– Vi lægger meget vægt på at få skabt et miljø, som også tiltrækker de helt unge mennesker. Det kan være rigtig svært for dem at møde sine bedsteforældre, der har fået en demenssygdom. Derfor håber vi på, at miljøet i blandt andet Orangeriet vil blive et sted, hvor de unge mennesker vil føle sig godt tilpas. At de vil sidde og hygge sig i sofaen med en kammerat, spille på deres iPhone i Orangeriet og måske købe sig en sandwich i Caféen, når de skal over og besøge mormor eller bedstefar.
Vi ved, at ensomhed kan være med til at forværre sygdomsforløbet, så det er vigtigt, at man prøver at forebygge det
Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen
Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, mener, at det er vigtigt for et plejecenter som dette at sørge for, at den demensramtes familie vil komme forbi på besøg.
At bevare forholdet til familie og venner kan i høj grad være med til at forbedre sygdomsforløbet hos den demensramte.
– En af de ting, der kan være med til at forsinke sygdomsforløbet og forbedre livskvaliteten, mens man har sygdommen, er at være socialt aktiv. Det er dels at fastholde de kontakter og relationer, vi har, men det er også at være en del af et socialt fællesskab. Det er meget vigtigt, Nis Peter Nissen.
Relationen mellem børn og ældre
I centeret er der også en integreret børnehave, og børnehavebørnene og de demensramte beboere drager allerede megen nytte af hinanden, forklarer Rikke Berg Christensen.
Børnene bringer liv og socialt samvær til beboerne på plejecenteret:
– Vi går allerede på besøg hos hinanden nu til stor gavn og glæde for børnene og de ældre beboere. De kan give hinanden noget begge veje. Børnene skaber rigtig meget liv omkring de ældre borgere, og samværet bidrager til, at børn og ældre får gensidig indsigt i hinandens liv, lærer af hinanden og giver hinanden gode og glædefulde oplevelser.
Det er vigtigt at huske på, at det er hjernen, der har taget skade af sygdommen, når man har fået en demenssygdom, men at dit følelsesliv er intakt
Rikke Berg Christensen, centerleder på Huset Nyvang
Denne relation mellem børnehavebørnene og beboerne på plejecenteret er vigtig, mener Nis Peter Nissen. Samværet med fx børn bidrager nemlig til, at de demensramte ikke føler sig isoleret fra det omgivende samfund:
– Hele idéen er tiltalende, fordi man integrerer boformen, så der er er andre end demente i hverdagen. Det er en vej, vi synes er meget mere attraktiv end de her demensbyer, hvor man låser demensramte inde bag en mur isoleret fra resten af verden. Det bryder vi os ikke om, siger Alzheimerforeningens direktør.
Forebyggelse af ensomhed og inaktivitet er vigtig
Huset Nyvang har også stor fokus på de dementes følelser:
– Det er vigtigt at huske på, at det er hjernen, der har taget skade af sygdommen, når man har fået en demenssygdom, men at dit følelsesliv er intakt. Vi må for alt i verden ikke få beboere, der bare sidder i deres lejlighed. Der skal være liv omkring dem, for det kan de mærke i deres krop og i deres følelsesliv, siger Rikke Berg Christensen.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra et ønske om at fortælle historien om Randers Kommunes nye plejecenter. Alle kilder er blevet interviewet telefonisk.