Kom ud af fjerene – til tiden

Har du svært ved at komme ud af sengen og slår du vækkeuret fra i søvne? Så er det måske på tide at tage skrappere midler i brug, for at trodse syvsoveriet og komme på arbejde til tiden. Her er fem sjove og lettere brutale alternativer til det traditionelle vækkeur, der på forskellige vis tvinger dig ud af sengen.

 
En flyvende start
Hvis snooze-knappen er din bedste ven kan et flyvende vækkeur for alvor gøre kål på dine slumrevaner. Uret er nemlig udstyret med en propel, der elegant letter fra uret når alarmen går i gang. Propellen bevæger sig på en flyvetur rundt i soveværelset og den ret så høje hyletone stopper selvfølgelig ikke før, du har indfanget propellen og sat den tilbage på plads.
 
 
Morgengymnastik
Har du svært ved at få taget hul på den tidlige morgentræning, så kan et håndvægts vækkeur måske løse dine problemer. Uret har form som en håndvægt, og det er der god grund til. Når alarmen går af, stopper den nemlig ikke før du har taget 30 armløft. Selve uret vejer kun 660 gram, men hvis de lette løft ikke er nok til at vække dig fra søvndøsen, kan man jo altid kombinere øvelsen med 30 mavebøjninger?
 
 
Den kløgtige
Det intelligente vækkeur Ramos,  kræver en gåtur og aktivering af hjernecellerne for at slukke. Selve vækkeuret står ved siden af sengen, men et andet sted i hjemmet f.eks. på badeværelset er der et panel, hvorfra du skal indtaste en firecifret kode for at desarmere alarmen. Koden kan være en dato eller nogle tal, der bliver vist på selve vækkeuret, som man så skal huske hele vejen fra sengen og ud til badeværelset. Og når du først er kommet derud, er der jo ingen grund til at krybe tilbage under dynen.  
 
 
Til drengerøven
Er du morgensur og har du en lille kriger gemt i maven, så giver dette ur dig muligheden for at slippe af med dine aggressioner. Når alarmen går i gang popper der en lille skydeskive op fra uret, for at aflive lyden er du nødt til at ramme plet, med den pistol du har liggende ved siden af sengen. Pistoluret giver dig også mulighed for selv at indspille ringetonen, måske er motivationen for at ramme skydeskiven større, hvis det er svigermors stemme, der flyder ud af højtalerne.
 
 
Den blide 
Hvis løbeture rundt i soveværelset og vægtløftning er lidt for brutalt til dit morgentemperament, så findes der  da også et blidere alternativ. Du kan hente en applikation til din iphone, der vækker dig på det mest optimale tidspunkt i din søvncyklus. Sleep Cycle applikationen fungerer ved, at du placerer telefonen under din hovedpude og herfra følger den dine bevægelser og vækker dig når du er i din letteste søvn. På den måde undgår du at skulle op når du sover aller bedst.
 
 
 
Læs også: