Kommunefejl splitter familie: Mor sendes retur til Brasilien

Mor, Iara Almeida Hansen, i midten med sine to døtre på hver side.
Foto: Privatfoto

Tirsdag morgen klokken 06 blev Iara Almeida Hansen nødsaget til at tage midlertidigt afsked med sine to døtre og sin mand, Ari Ejrup Hansen. Den 40-årige mor er rejst tilbage til hjemlandet Brasilien, efter familien har fået afslag på deres sag om familiesammenføring. 

Afslaget kom på baggrund af, at ægtefællen, Ari Ejrup Hansen, havde modtaget integrationsbidrag, da han kom tilbage til Danmark i april 2017.

Den danskfødte familiefar boede i perioden hos sine forældre i Solrød Kommune, da børnene skulle færdiggøre skoleåret i Brasilien, inden de kunne flytte med. Iara Almeida Hansen og børnene kom til Danmark i slutningen af juni 2017.

Manglende information fra Solrød Kommune

Ari Ejrup Hansen nåede at modtage integrationsbidrag i syv uger, hvilket gav ham cirka 9.300 kroner. Beløbet skulle dog senere vise sig at være dyrt købt ind.

På trods af at have fortalt om sin situation, hvor hans børn og brasilianske kone snart kom til landet, hvilket også fremgik i den skriftlige ansøgning, så valgte Solrød Kommune på intet tidspunkt at informere Ari Ejrup Hansens om bidragets mulige konsekvenser. 

– På intet tidspunkt får jeg nogen vejledning fra kommunen om, at det her vil være i strid med en familiesammenføringsproces. Jeg har senere læst og lært, at de har en vejledningspligt, som jeg bestemt mener, at de har været i strid med, siger han.

Ønskede at flytte hjem til trygge rammer

Ari Ejrup Hansen og Iara Almeida Hansen mødte hinanden i Portugal i 2001. Her boede de indtil 2009, hvor de flyttede tilbage til Ari Ejrup Hansens hjemland, Danmark. Parret fik deres første datter i Portugal, der i dag er 14 år gammel, mens deres anden datter er født i Danmark.

Parret blev gift i Danmark i 2012, men valgte senere på året at flytte til Iara Almeida Hansens hjemby i Brasilien, Bela Horizonte, hvor familien ville prøve lykken i den blomstrende brasilianske økonomi.

 

Den økonomiske situation i landet vendte dog hurtigt, og da uroen samtidig voksede i landet, valgte familien i 2017 at rykke tilbage til ro og trygge rammer i Danmark. Brasilien var simpelthen blevet for farligt et sted at vokse op.

– Vi flyttede tilbage, fordi den politiske og økonomiske situation ude i Brasilien er blevet meget, meget, meget slem. Det er ikke noget, der bliver rapporteret så meget om i Danmark, men landet er blevet for farligt at bo i, siger Ari Ejrup Hansen.

Særligt en hændelse på børnenes skole fik bægeret til at flyde over. Forældrene besluttede derfor straks, at de måtte flytte.

– Vi havde tre kidnapningsforsøg på vores børns skole, hvor vores ældste datter så et af forsøgene. Det var rimelig chokerende for hende, og det påvirkede hende meget.

Artiklen fortsætter under billedet

Ari Ejrup Hansen må vænne sig til at være alene med sine to døtre. De bor til dagligt i Valby og ses her på Charlottenlund Fort.
Foto: Privatfoto

Familien havde i noget tid snakket om at flytte væk fra det sydamerikanske land, og de overvejede blandt andet at flytte til USA. I sidste ende var de dog enige om at tage tilbage til Danmark, hvor familien tidligere havde boet.

Hvor er den menneskelige kontakt i det danske system?

Hjemkomsten til Danmark gav dog aldrig den ønskede ro, som familien havde drømt om. I stedet har de kæmpet med de danske myndigheder i over et år. Og indtil nu uden det ønskede udbytte.

Den her sag viser, at systemet er indrettet til, at folk skal fejle, så vi kan være sikre på at få færre udlændinge hertil. 
Andreas Steenberg, udlændingeordfører for Radikale Venstre

Familien ansøgte om familiesammenføring tilbage i august 2017, men måtte vente over et år, før de fik den endelige dom. Og særligt sagens proces har frustreret Ari Ejrup Hansen, der aldrig har oplevet noget lignende i de fem andre lande, han har boet i.

– Det, som fuldstændigt er forsvundet, er, at der ingen menneskelig kontakt er mere. Vælger du at tage ind til Integrationsstyrelsen for at spørge om noget, så får du et meget, meget koldt svar, siger han og fortsætter:

– Ringer du derind, er det ligesom at tale med en robot. Man får ingen hjælp eller information om noget som helst. Du kan ikke tale med en sagsbehandler. Det er blevet en meget umenneskelig proces. 

Iara Almeida Hansen i Københavns Lufthavn kort inden afgang.
Foto: Privatfoto

Folketingspolitiker sætter fokus på sagen

Folketingspolitikeren Andreas Steenberg, udlændingeordfører for Radikale Venstre, offentliggjorde mandag den 15. oktober 2018 en video på Facebook, hvor han snakkede med parret, der dagen efter blev splittet fra hinanden.

Radikale Venstres udlændingeordfører har sat stor fokus på mislykkede familiesammenføringer. Han var også en af foregangsmændene i den nylige sag om den 13-årige thailandske pige Atcharapan Yaungyai, bedre kendt som ‘Mint’, der tidligere på måneden blev udvist af landet.

Politikeren har svært ved at forstå, hvorfor det skal gå ud over danskere med sammenbragte familier.

– Jeg synes, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres familie. Det, synes jeg, burde være en grundlæggende rettighed på lige fod med retten til at ytre sig, stemme og tro på den gud, som man vil, siger han.

Andreas Steenberg støtter op om Ari Ejrup Hansens kommentarer om, at der mangler menneskelig kontakt i sagsprocesserne.

– Det helt store problem i de her sager er, at man ikke har mulighed for at få vejledning. Udlændingestyrelsen er en ansigtsløs styrelse, hvor du ikke kan få lov til at ringe og få hjælp, siger Andreas Steenberg og fortsætter:

– Den her sag viser, at systemet er indrettet til, at folk skal fejle, så vi kan være sikre på at få færre udlændinge hertil. Det er jo helt absurd, at vores egne statsborgere skal ryge ind i sådan et system i et land, hvor man ellers får alt muligt hjælp.

Andreas Steenbergs video med Ari Ejrup Hansen og Iara Almeida Hansen er i skrivende stund blevet set 340.000 gange og er blevet delt 4728 gange.

Journalisten har været i kontakt med Solrød Kommune, der ikke har ønsket at kommentere på sagen. Journalisten har også været i kontakt med Udlændinge- og Integrationsministeriet, der heller ikke har ønsket at udtale sig i sagen.

Sådan gjorde journalisten: Journalisten faldt over en Facebook-video delt af folketingspolitikeren Andreas Steenberg. Ingen medier havde taget sagen op, hvorfor journalisten først tog kontakt via telefon til politikeren og sidenhen faderen i sagen.