I grafikken ovenfor kan du se, hvor mange kvindelige taxachauffører og vognmænd de udspurgte taxaselskaber har ansat.
Hvis du sætter dig ind i en taxa og håber, at det er en kvindelig skikkelse, der vil møde dig bag rattet, bliver du sandsynligvis skuffet.
Det viser en rundringning til forskellige taxaselskaber i Danmark, som NetAvisen har gennemført. Hos Taxi 4×27 er der i København kun ansat ti kvindelige chauffører ud af 600 i alt. Taxa 4×35 i København og Nordsjælland har ligeledes kun ansat 17 kvinder ud af mere end 2000 chauffører.
Ifølge taxaselskaberne er forklaringen, at det ikke altid er trygt at være taxachauffør i København.
– Man skal være af en særlig støbning for at køre i nattelivet i København – også som mand, siger Thomas RB Petersen, der er administrerende direktør i Taxi 4×27.
I Herning, Odense og Aarhus er der flere kvindelige taxachauffører end i København, men ingen af de adspurgte taxaselskaber har over 15 procent kvindelige chauffører.
– Der er flere kvindelige taxachauffører i de mindre byer. En forklaring på dette kan være, at man ikke i så høj grad omgiver sig med fremmede, selvom Aarhus også er en stor by, siger Thomas RB Petersen.
Læs også: Kvinde, kend dit kørekort
Hos Odense Mini Taxi findes der hele syv kvindelige chauffører ud af 40, hvilket er nok til, at Odense Mini Taxi er det selskab, NetAvisen har talt med, der procentmæssigt har flest kvindelige chauffører.
– Jeg oplever, at der bliver taget rigtig godt imod de kvindelige chauffører, og der bliver også passet godt på dem. Vi ser det som en meget positiv ting, når kvinder søger hos os, siger Finn Kristensen, bestyrelsesformand hos Odense Mini Taxi.
Jeg synes helt sikkert, at der er flere kvinder, der skal give det en chance.
Else Petersen, taxachauffør.
Else, 53, blev taxachauffør ved et tilfælde
En af de få kvindelige taxachauffører, der kan findes i landet, er den 53-årige Else Petersen fra Herning. Hun er vognmand i Taxa Midt, og har været taxachauffør i næsten 30 år.
– Jeg søgte kun som taxachauffør, fordi jeg ikke kunne finde nok arbejde som buschauffør. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle blive i så mange år. Jeg blev ret hurtigt glad for at køre taxa, og i dag kan jeg ikke forestille mig at lave andet, siger Else Petersen.
Hun oplever, at folk tager særligt hensyn til hende, fordi hun er kvinde – især da hun kørte om natten.
– De opførte sig lidt pænere over for mig og tog lidt ekstra hensyn i forhold til, hvis det var en mand. Jeg har aldrig oplevet, at der er nogen, der ikke vil køre med mig, fordi jeg er kvinde, og når jeg kører om dagen, bliver jeg behandlet ligesom mine mandlige kollegaer, siger Else Petersen.
Ifølge Else Petersen kan det være de skæve arbejdstider, der gør, at der ikke er så mange kvinder i branchen. Det er nemlig vognmændene, der kører om dagen. Når du starter som taxachauffør, får du oftest nattevagter, og det passer ikke altid godt sammen med børn og familieliv. Hun er også enig med Thomas RB Petersen i, at man skal kunne tackle situationer med fulde og stressede mennesker.
Else Petersen har dog en opfordring til alle de kvinder, der godt kan lide at køre bil.
– Hvis man kan lide at køre bil, og hvis man kan lide at snakke med mange mennesker, så synes jeg, at man skal springe ud i det og prøve det. Jeg synes helt sikkert, at der er flere kvinder, der skal give det en chance, afslutter Else Petersen.
Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen stammer fra journalistens undren over, hvorfor man sjældent møder kvindelige taxachauffører.