Hvis man har undret sig over forsinkelser, forlænget ventetid og aflysninger af tog i efterårsferien, er der en god grund. Banedanmark er i gang med at bygge et nyt fem kilometer langt dobbeltspor, der skal aflaste togtrafikken mellem Høje Taastrup og Københavns Hovedbanegård.
Arbejdet har været i gang de sidste to år, og dobbeltsporet står klar til brug den 9. december.
”Det nye dobbeltspor kommer helt regulært til at betyde to tog mere i timen, end der er i dag”, fortæller trafikdirektør i Banedanmark, Peter Svendsen.
”Vi håber, det kan sikre flere tog til tiden, så vi slipper for flaskehalse og forsinkelser, fortsætter han.
Næste stop: Ny Ellebjerg
Med det kommende dobbeltspor planlægger Banedanmark også et nyt stop på Ny Ellebjerg, når toget er på vej til og fra Københavns Hovedbanegård. Det nye stop på strækningen er dog først klar i 2014.
”Det bliver på den måde nemmere for de pendlere, der skal skifte til s-tog. I fremtiden kan de gøre det i Ny Ellebjerg i stedet for at køre ind over Valby eller Hovedbanegården ”, siger trafikdirektør Peter Svendsen.