Bekæmper C-vitaminer forkølelse?

Den kolde årstid er igen over os, og for mange danskere betyder det løbende næse og ubehagelig hoste. Der er utallige råd på nettet, og flere indtager kulørte frugter for at forhindre forkølelse, men »C-vitamin har stort set ingen effekt,« påpeger professor i virussygdomme, Allan Randrup Thomsen, fra KU til Netavisen. Han fremhæver rene hænder og varmt, tørt tøj som bedste udvej.

 

Drop grapefrugt

Allan Randrup har forsket i kroppens immunforsvar og ved, hvordan man effektivt forebygger de uønskede virus: »For at gribe det videnskabeligt an, så handler det om, at reducere risikoen for at blive smittet,« pointerer han og er samtidig skeptisk over for, at bruge grapefrugt som medicin:

   »Der er ikke nogen studier, der overbevisende fortæller, at der er en tydelig effekt, under normale forhold.«

Han opfordrer til brug af vand og sæbe i stedet for at gå i grønthandleren, når næsen løber og halsen kradser.

Allan Randrup sammenligner effekten af fx grapefrugt, med at bære maske over næse og mund, som japanerne ynder at gøre i stor stil.

   »Vi skal ikke ligesom japanerne gå rundt med masker som en forebyggende foranstaltning, selvom det har en vis effekt.« Maske og C-vitamin er således kun for ekstremer.

 

 

Host ind i armhulen

Forkølelse er »en virus infektion i næsen,« fastslår professor Allan Randrup, imens han pointerer, at smittefaren primært opstår via »det man kalder ”mund-hånd-mund”, hvor man pudser næse og får noget snot på sine hænder og derefter afsætter dette på f.eks. et dørhåndtag, hvorved det kan komme i kontakt med et andet individ.« Det er derfor vigtigt ikke at få virusholdigt slim og snot på hænderne.

   Eksperten anbefaler, at »vaske hænder hyppigt, specielt når man har været i kontakt med noget som mange håndterer: det er dørhåndtag, telefoner og lignende.«

Det er ofte her at man overfører smitten, og hvis man hoster, er »det er en god idé at hoste ind i armhulen, eller i ærmet, så man ikke hoster ned i håndfladerne eller ud mod andre.« Derudover anbefaler han at bruge næsespray ved tilstoppelse, det forebygger nemlig bihulebetændelse.

Så drop appelsinerne, klementinerne og grapefrugterne og sørg for nye vinterstøvler, næsespray og god hygiejne. Det skal siges, at frugter naturligvis stadig er sundt, men som medicin mod forkølelse vender eksperten tommelfingeren nedad.

 

Spil ikke helt

Hvis du alligevel bliver ramt af forkølelse, så »lad vær med at spil helt – bliv gerne hjemme en dag ekstra, for at sikre, at du er så lidt smitsom som muligt,« råder professor Allan Randrup.

Så bliv hjemme, når du er allermest snottet, så du ikke smitter dine kolleger. Fordi »den samlede fraværstid bliver formodentligt større, hvis du møder op med løbende tud.«

 

Sådan undgår du forkølelse

·         Undgå smittede personer

·         Vask hænder hyppigt

·         Brug næsespray ved tilstoppelse

·         Kom ikke unødigt i kontakt med objekter

·         Hold fødderne tørre og varme

 

Læs også:

http://www.b.dk/nationalt/advarsel-naesespray-goer-dig-afhaengig

http://www.b.dk/sundhed/multivitaminer-kan-vaere-skadelige