Når de danske børn er i børnehave, kan de sidde stille på stuen og lave perleplader med den kvindelige pædagog, eller gå i skoven og spille fodbold med den mandlige. Det er en af de fordomme, der præger opfattelsen af pædagogerne i de danske daginstitutioner, lyder det fra en kønsforsker og pædagogernes fagforening, BUPL.
Det er fint at sætte fokus på et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, men et ensidigt mål om flere mænd i institutionerne rammer forbi målet.
Det mener kønsforsker på RUC, Karen Sjørup. Hun peger på, at det handler om at nedbryde kønsstereotyper og forestillinger om, hvad mænd og kvinder kan som pædagoger.
Det her handler ikke om, at vi mangler nogle mænd ude i institutionerne til at spille fodbold og gå på træværksted, for det kan kvinder sagtens gøre
Birgitte Conradsen, næsteformand i BUPL.
– En undersøgelse viste, at de smarte unge kvindelige og mandlige pædagoger syntes, det var meget sjovere at arbejde i boldburet og på fodboldbanen. De så alle sammen ned på perlepladerne, og opfattede det det som noget, som de lidt ældre kvindelige pædagoger kunne beskæftige sig med, siger hun.
Læs også: Kønsforsker: “Blachman er en enorm fallos-type”
Udtalelsen kommer i kølvandet på, at ligestillingsminister Manu Sareen (R) i går fremlagde en pulje på 1.8 millioner kroner, som i et samarbejde med BUPL skal få flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne. Puljen skal bruges til at sætte gang i pilotprojekter for at undersøge, hvordan man kan tiltrække og fastholde de mandlige pædagoger.
Stereotype forestillinger
Ifølge Karen Sjørup kan der være gode grunde til at gå direkte efter køn, når man søger nye pædagoger. Men at ansætte mænd til at spille fodbold med drengene, er en forfejlet strategi:
– Når Manu Sareen laver sådan en satsning på mandlige pædagoger, så er det endnu en gang, at man forstærker nogle stereotype forestillinger om, hvad det mandlige skal i børnehaverne. Og jeg synes, at det er mangfoldigheden, der tæller, ikke mændene som sådan.
Læs også: Ny million-pulje skal gøre gul stue mere attraktiv for mandlige pædagoger
Næsteformand for BUPL, Birgitte Conradsen, er enig i, at det hele ikke skal gå op i perleplader og fodbold:
– Det her handler ikke om, at vi mangler nogle mænd ude i institutionerne til at spille fodbold og gå på træværksted, for det kan kvinder sagtens gøre, siger Birgitte Conradsen.
Kvinder kan også gå i skoven
Hun peger på, at børn i de danske daginstitutioner skal mødes af en mangfoldig sammensætning af mænd og kvinder, som de kan spejle sig i. Det andet bliver alt for kønsstereotypt, og det er slet ikke det, det handler om, siger hun.
– Det er den forestilling, man lige tyer til: kvinder sidder stille og roligt og laver perleplader, og mænd de går i skoven. Sådan er virkeligheden ikke ude i de danske daginstitutioner. Jeg synes, det er at forfladige problemstillingen og diskussionen.