Derfor skal du spise dit græskarhoved

Foto: morgueFile.com
Foto: morgueFile.com

Når Halloween rammer den 31. oktober skal man huske, at græskarret kan bruges til andet end uhyggelig udsmykning. Det er både sundt og nemt at bruge i madlavning, og derfor kan man med fordel både pynte op ved hoveddøren og få sund og nem mad.

Derudover har græskar også et højt kalium indhold, hvilket er sundt, da kalium nedsætter blodtrykket.
Preben Vestergaard Hansen, underviser ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet

Grøntsager er generelt sunde, og det gælder også for græskar, forklarer Preben Vestergaard Hansen, underviser ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet:

– Grøntsager generelt er rigtig sunde, og det gælder også græskar som tæller med i kostrådet ”6 om dagen”.

Derudover indeholder græskar også nogle gode vitaminer, forklarer Preben Vestergaard Hansen:

– Det har et højt indhold af det gode vitamin Folat. Derudover har græskar også et højt kalium indhold, hvilket er sundt, da kalium nedsætter blodtrykket.

Derfor kan man med rette benytte græskar i sin madlavning, hvis man prøver at leve lidt sundere.

Læs mere: Drukkenbolt er skyld i græskarlygter

Det er nemt at bruge
Men hvad kan man så lave for noget mad med græskarret? Restaurantchef, Lars Spring, fra restaurant Lumskebugten giver svaret:

– Hvad kan man ikke bruge det til?
Noget af det nemmeste man kan gøre med den er at bage den. Først skraber man kødet ud, og derefter kan man lave en banankage, bare med græskar.

Læs også: Halloween boomer som højtid i Danmark

Lars Spring påpeger dog, at det ikke er hele græskarret, der kan bruges i madlavningen:

– Det er hovedsageligt kødet som bruges, men man kan også godt tilsætte lidt af skrællen for at få en lidt sød smag.

Dette passer fint sammen med, at al indmaden fra græskarhovedet skal fjernes, når der skal laves et uhyggeligt halloween ansigt.