Åbningen af FitnessX i Ballerup presser PureGym: Vi er gået i nul i år

På billedet ses indgangen til PureGyms fitnesscenter i Ballerup. Foto: Valdemar Hansson

Træningskæden Fitness World har for nyligt skiftet navn til PureGym, og mens kæden ændrer sig på look og design, er det imidlertid ikke dem, der stjæler opmærksomheden i Ballerup Kommune. Den konkurrerende kæde, FitnessX, har åbnet et nyt center i Ballerup Kommune og fører sig frem ved at have billigere priser end konkurrenten. Dette kan også mærkes på medlemstallene hos PureGym Ballerup.

– Jeg kan se på vores medlemstal, at alle de medlemmer vi fik i januar, hvor vi fik 90 nye, har vi mistet igen i marts måned. Det betyder, at vi er gået i nul i år. Det kan skyldes mange ting, men hvor FitnessX klart er én af årsagerne, forklarer Casper Rosendal, som er centerleder i PureGym Ballerup.

I fitnessbranchen er det alment, at ethvert nyt år startes ud med en mærkbar vækst i medlemsantallet hos de forskellige fitnesscentre.

Læs også: TV: Byen er det nye fitnesscenter

– Det plejer at være sådan, at der er et boom i starten af året, og der er stadig en lille stigning henover foråret, da folk gerne vil træne frem mod sommeren, uddyber Casper Rosendal.

Derfor er det uomtvisteligt, at åbningen af FitnessX i Ballerup har betydet, at PureGym Ballerup er blevet udfordret på medlemsbasen.

Fakta om PureGym og FitnessX:

  • PureGym har 160 centre og FitnessX har 25 centre i landet
  • Den 28. marts overgik Fitness World Ballerup til PureGym
  • Den 23. maj 2023 er alle Fitness World-centre overgået til PureGym
  • FitnessX blev grundlagt 1. oktober 2020
  • Fitness World blev grundlagt i 2005

Giver mulighed for at modernisere

Mens medlemstallet hos PureGym er svindende, holder centerleder Casper Rosendal modet oppe og ser ingen grund til bekymring. I stedet ses der på situationen som en berigende mulighed for at kunne optimere egne forhold.

– Åbningen af FitnessX har sat skub i nogle ting. Helt konkret betyder det, at vi har givet centeret et tiltrængt ansigtsløft. Vi har gjort centeret mere overskueligt og mindre rodet, og så har vi fået skabt et funktionelt område. Vores ændringer har givet centeret et moderne udtryk, som har været tiltrængt.

Vores ændringer har givet centeret et moderne udtryk, som har været tiltrængt

Casper Rosendal, Centerleder hos PureGym Ballerup

Udover at centeret er blevet mere moderniseret efter åbningen af FitnessX, har den øget konkurrence også en indgående effekt på PureGym Ballerup.

– Jeg er ikke så bange for konkurrencen. Det er okay at blive udfordret på vores bekvemmelighed herude. Vi har ligget her i mange år og er blevet for komfortable i vores måde at være på, pointerer Casper Rosendal.

Casper Rosendal tiltrådte som centerleder i PureGym Ballerup d. 1. januar 2023, og har medbragt en masse tiltag til centerdriften, som han håber kan hjælpe centeret med at gardere sig overfor FitnessX.

Blandet reaktioner på ændringerne 

De nylige ændringer i centeret hos PureGym Ballerup har haft blandet respons hos centerets forskellige medlemmer. Centerleder Casper Rosendal deler medlemmerne op i to grupper: De ældre og de yngre.

– De ældre medlemmer er ikke særligt tilfredse. De er ikke så glade for forandring, og så er de utilfredse med, at vi gjorde op med deres cirkeltræningsområde for at få lavet vores funktionelle område, lyder det fra centerlederen i PureGym Ballerup.

Læs også: Mødre er vilde med træning i naturen

Mens de ældre medlemmer er utilfredse, er der tilfredshed hos de unge, som udgør en langt større andel af det samlede medlemsantal hos PureGym.

– Medlemmerne af det yngre segment er meget tilfredse. De er glade for, at der er sket noget, og at vi får udnyttet kvadratmeterne bedre i styrkeområdet, hvor mange af dem træner, forklarer Casper Rosendal yderligere.

Dette stemmer overens med det indtryk, ændringerne har haft på det 20-årige PureGym medlem, Christian Borg.

– Det er tydeligt, at der er sket noget. Det virker som om, at styrketræningsområdet er blevet større, hvilket er mega fedt, forklarer Christian Borg.

Christian Borg har været medlem hos PureGym siden 2019.

Forskellige styrker hos de forskellige centre

Spørg man medlemmerne, er der forskellige grunde til at være medlem det ene eller det andet sted. For Christian Borg er der en helt særlig grund til at han vælger PureGym over FitnessX.

– Jeg har ikke følt mig fristet til at skifte til FitnessX, fordi at én af de ting jeg værdsætter mest ved denne kæde, er at der er et center, uanset hvor jeg er i landet, selvom jeg træner mest i Ballerup. Det synes jeg er pengene værd, forklarer Christian Borg.

Imidlertid er det medlemskabspriserne, der er afgørende for, at FitnessX-medlemmet Magnus Hansen har valgt at melde sig ind i Ballerups nytilkomne fitnesscenter.

– Jeg er tidligere Fitness World medlem, men har meldt mig ind i FitnessX nu, fordi de tilbyder mig en bedre pakke økonomisk, forklarer Magnus Hansen, som har været medlem siden FitnessX åbnede i Ballerup.

FitnessX har udmærket sig ved deres særlige medlemskabstilbud, hvor man kan melde sig ind med en ven og kun betale en enkelt regning.

På billedet ses FitnessX i Ballerup, med en reklame for deres velkendte tilbud. Foto: Valdemar Hansson

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FitnessX.

Sådan gjorde vi: Ved en tur rundt i Ballerup kommune opdagede vi, at der var åbnet en FitnessX, og spekulerede i, om det kunne have haft en indflydelse på PureGym. Vi ved, at PureGym (det tidligere Fitness World) har ligget i kommunen i mange år og længe har været beboerne i byens foretrukne træningsmulighed. Vi tog derfor op i centeret og spurgte centerlederen, om han havde lyst til at stille op til interview. Derefter fandt vi både et medlem af PureGym og af FitnessX og spurgte, om de ligeledes ville deltage.