Antimobbe-aktivist gik baglæns gennem Frederikssund: »Jeg vil fortælle unge, at de skal vende ryggen til mobning«

Nicolai Aagaard går baglæns mod mobning i Hvidovre den 11. november, Hillerød den 14. november og Helsingør den 20. november. Foto: Stephanie Duus

– Det var et helvede, dengang jeg blev mobbet.

Sådan beskriver Nicolai Aagaard sine oplevelser med mobning, der var en del af hans hverdag igennem hans opvækst. Han blev mobbet til og fra skole og i skolegården, der blandt andet indebar tæsk og øgenavne.

– Da jeg var barn, følte jeg mig slet ikke velkommen nogen steder. Jeg har oplevet meget mobning i mit liv, og jeg havde en oplevelse af, at folk ikke kunne acceptere mig, siger Nicolai Aagaard.

I november vil Nicolai Aagaard gå baglæns gennem Hvidovre, Hillerød og Helsingør for at sætte fokus på kampen mod mobning. Frederikssund er den første by, hvor han har afholdt sin begivenhed “Baglæns gåtur mod mobning”, hvor ti borgere mødte op for at støtte hans budskab.

– Pas på, der kommer et skilt.

Det var en af de støttende bemærkninger, der ofte blev sagt under gåturen i Frederikssund. Selvom det kan være vanskeligt at gå baglæns, så er der ifølge Nicolai Aagaard en helt særlig årsag til, at han gør det.

Da jeg var barn, følte jeg mig slet ikke velkommen nogen steder

Nicolai Aagaard, Antimobbe-aktivist

– Hvis jeg bare skrev på nettet, at vi skal stoppe mobning, så ville det ikke blive taget lige så seriøst. Når jeg gør noget aktivt, hvor jeg går baglæns, så tror jeg, at det kan være med til at sætte nogle tanker i gang, siger Nicolai Aagaard.

Kampen mod digital mobning

Det er særligt kampen mod digital mobning, som Nicolai Aagaard vil sætte fokus på, da det er noget, han selv stadig ofte oplever.

– Folk skriver mange grimme ting om min personlighed på de sociale medier. Der er nogle, der skriver, at jeg kun gør det her for at få opmærksomhed. Jeg har oplevet at få trusler, hvor folk skriver, at jeg er færdig, næste gang de ser mig, siger Nicolai Aagaard.

Det er særligt på det sociale netværk TikTok, hvor han dagligt bliver udsat for digital mobning.

– Folk skriver, at jeg er retarderet, at det er synd for mig. Der er også nogen, der har skrevet, at jeg burde blive steriliseret, fordi det er min moralske pligt, fortæller Nicolai Aagaard.

Læs også: Mobning på jobbet kan koste dig ægteskabet

Det er ikke kun på de sociale medier, at Nicolai Aagaard har oplevet mobningen på egen krop.

– Da jeg var yngre, blev jeg mobbet rigtig meget. Dengang blev jeg mobbet til og fra skole og i skolegården. Men nu er de sociale medier kommet, så de børn, der oplever mobning, kan blive udsat for det hele tiden, siger Nicolai Aagaard.

Nicolai Aagaard siger, at han med sine begivenheder gerne vil skabe håb blandt børn og unge, der oplever mobning.

– Jeg vil fortælle børn og unge, at de skal vende ryggen til mobning, siger Nicolai Aagaard.

Om digital mobning

  • Mobningen kan forekomme i alle tider af døgnet
  • Mobningen kan foregå anonymt
  • Tonen er ofte hårdere, fordi aktøren sidder i skjul bag en skærm

Kilde: Red Barnet

Stor efterspørgsel

Nicolai Aagaard startede projektet “Baglæns gåtur mod mobning” den 16. april 2021, hvor han vandrede baglæns gennem Danmark. Han startede i Skagen og afsluttede turen i Helsingør den 5. september.

Nicolai Aagaard dokumenterede sin tur på det sociale netværk TikTok, hvor han i dag har 82.500 følgere. Han fortæller, at der har været stor efterspørgsel fra hans følgere om, hvornår han besøger deres by.

Læs også: Ofre for digital mobning risikerer spiseforstyrrelser  

Af den årsag har han planlagt at gentage succesen i tre andre byer i november, hvor hans følgere kan være med til at vende ryggen til mobning.

Elisabet Jessen var en af de fremmødte til begivenheden i Frederikssund, hvor hun var med til at gå baglæns.

– Jeg går med i dag, fordi jeg synes, at det er et vigtigt budskab til unge mennesker om, at de skal lade være med at mobbe hinanden. For det gør ondt, det gør virkelig ondt, siger Elisabet Jessen.

Planer om flere gåture

Selvom Nicolai Aagaard allerede har vandret over 1.900 kilometer, så er han slet ikke færdig med at gå. Til foråret vil han gerne besøge landets skoler, hvor han vil gå baglæns mod mobning sammen med eleverne.

– Der er mange børn, der oplever mobning, og som ikke ønsker at komme i skole længere. Så jeg vil gerne være med til at sætte fokus på mobning ude på skolerne, siger Nicolai Aagaard.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod på baggrund af begivenheden “Baglæns gåtur mod mobning”, der blev annonceret på Facebook. Nicolai Aagaard og Elisabet Jessen blev interviewet ansigt til ansigt.