De droppede rusturen. Og så ville rekordmange være med til studiestart

Studiestarten på DTU finder blandt andet sted i hovedbygningens have.
Foto: Nikolaj Thusing Mohar

Kommende studerende på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, kan ikke længere se frem til en vild weekend med bajere og ballade på universitets rustur. Nu er det nemlig slut med den klassiske rustur.

I mange år har universitetet kæmpet med en lav deltagelsesrate i studiestarten, og derfor besluttede DTU, at rusturen skulle fjernes.

DTU har derfor erstattet det vilde og drukbaserede introforløb med et nyt og mere inkluderende forløb.

Rusturen har længe været en ekskluderende begivenhed for elever, som ikke drikker, og universitet håber derfor, at de i fremtiden kan få denne del af de nye studerende med ombord fra start af.

I fremtiden vil der derfor være mindre fokus på alkohol og fester, og med den nye studiestart er der blevet prioriteret en mere omfattende introduktion af det faglige forløb på DTU.

Universitet og studenterorganisationen Polyteknisk Forening, der repræsenterer DTU-studerendes faglige, politiske og sociale stemme, ønsker med det øgede faglige fokus at skabe bedre vilkår for fællesskab og give de nye studerende en bedre intro til studielivet på DTU.

Den faglige introduktion er også med til at give nye studerende en tryghed om, at de er landet det rigtige sted og giver dem en forståelse for, at den uddannelse de har valgt, den er rigtig for dem.
Heidi Berggren Brøndal Pedersen, teamleder for studievejledningen.

DTU og Polyteknisk Forening har fra starten af planlægningen af det nye introforløb haft særligt fokus på at skabe et trygt studiemiljø for de nye studerende:

– Studiestarten er med til at understøtte, at nye studerende får en god onboarding, at de føler, at de kan mestre det, de skal i gang med, samt at de har en oplevelse af at føle sig velkommen som en del af et fællesskab. Studiestarten er derfor med til at give en god og tryg start på studielivet, så de nye studerende føler sig godt rustet til at være studerende, siger Heidi Berggren Brøndal Pedersen, teamleder for studievejledningen.

Læs også: Flere studerende føler sig stressede over at have studiejob

Hun uddyber, at sociale arrangementer er vigtige og afgørende for studiestarten, men at de skal gå hånd i hånd med det faglige, som ikke fyldte lige så meget før, som det gør i det nye introforløb.

– Den faglige introduktion er også med til at give nye studerende en tryghed om, at de er landet det rigtige sted og giver dem en forståelse for, at den uddannelse de har valgt, den er rigtig for dem, og som også er en uddannelse de er kompetente til at gennemføre, siger Heidi Berggren Brøndal Pedersen.

Evaluering af den nye studiestart:

  • Der var rekordmange deltagere til studiestarten i 2024, hvor 88,4 procent af årets nye studerende deltog i introforløbet.
  • Før studiestarten blev genopfundet i 2024, var det højest 54 procent af de nye studerende som deltog i introforløbet.

Kilde: Heidi Berggren Brøndal Pedersen, teamleder for studievejledningen

Samarbejde om det bedste forløb

DTU’s krav om sløjfningen af rusturen stillede Polyteknisk Forening med valget mellem at være med til forhandlingerne om det nye introforløb eller blive væk.

Planlægningen splittede sig derfor hurtigt i to spor i februar grundet Polyteknisk Forenings utilfredshed over dette krav, hvor DTU og Polyteknisk Forening begge gik i gang med at planlægge studiestarten hver for sig, indtil slutningen af marts, hvor begge parter fortsatte samarbejdet:

– Det blev klart, at noget glippede ved forhandlingsbordet, og det fik alle i processen til at stoppe op og genoverveje prioriteterne for den nye studiestart, hvilket resulterede i en langt mere konstruktiv dialog omkring, hvordan det skulle lykkes, siger Mikkel Berrig Rasmussen, forperson for Polyteknisk Forening.

Læs også: DTU-rektor langer ud efter regeringens udflytningsplan: »Vi skal da tænke på samfundets behov«

Samarbejdet mellem Polyteknisk Forening og DTU er det bedste udgangspunkt for planlægningen af introforløbet, lyder det fra Heidi Berggren Brøndal Pedersen:

– Det tætte forpligtende samarbejde om studiestarten er hele rygraden og hjertet bag den gode studiestart på DTU. Vi har et fælles mål, og det er noget vi, i et ligeværdigt fællesskab arbejder for, siger Heidi Berggren Brøndal Pedersen.

Hun fortæller, at både DTU og studenterforeningen har været positivt overraskede over introforløbets succes.

Krav fra DTU og Polyteknisk Forening til studiestarten:

  • Inkluderende.
  • Fokusere på det at være studerende, dvs. overgangen fra elev til studerende og at blive indført i universitetslivet.
  • Foregå i dagtimerne og på campus. Dette var et nyt initiativ i sommerens introforløb.
  • Fokusere på at integrere den enkelte studerende i sin uddannelsesretning.

Kilde: DTU

Fokus på fremtiden

Evalueringen, som 97 procent af de nye studerende har svaret på, skal bruges til at forbedre næste års introforløb.

DTU og Polyteknisk Forening planlægger nu, hvordan forløbet skal se ud til næste års studiestart.

Overvejelser går blandt på at afvikle næste års studiestart over tre dage i stedet for to, så der bliver mere ro omkring studiestarten.

Heidi Berggren Brøndal Pedersen håber også, at det nye introforløb har skabt et fundament, der skal gøre starten for nye studerende endnu bedre år for år, men tør ikke spå så tidligt i forløbet, om det nye initiativ vil have en påvirkning på frafald på uddannelserne:

– Vi håber på, at det kan være med til, at der er færre, som stopper på deres studie af trivselsmæssige årsager, som at de føler sig ensomme og mistrives.

DTU vil også fremadrettet stadig tilbyde hytteture med overnatning i løbet af de studerendes første semester, men i stedet for at mange studerende blandes på tværs af uddannelser, bliver hytteturen knyttet til de enkelte uddannelsesretninger, og først når de studerende har lært hinanden bedre at kende.

Sådan gjorde vi: Journalisten tog kontakt til DTU’s presseafdeling, og blev introduceret for historien om den nye studiestart på DTU. Efterfølgende kontaktede journalisten forpersonen for studenterorganisationen Polyteknisk Forening samt Heidi Berggren Brøndal Pedersen, der begge fortalte om forløbet op til studiestarten.

Leave a Reply

Your email address will not be published.