Der er en særlig grund til, at “telefonerne kimer non-stop” hos autoværksted i dag

Vejene fyldes med sne, og det skaber glatte veje. Her er det fra morgentrafikken lidt før kl. 9 torsdag morgen i Hillerød. Foto: Anders Bendix.

Bunker af sne og isglatte veje kombineret med sommerdæk er en virkelig dårlig cocktail.

Det er imidlertid det, mange bilister er stået op til torsdag morgen i Hillerød.

Her vågnede borgerne nemlig til årets første sne, og det har skabt trafikkaos på vejene i og omkring byen.

Det kan i høj grad mærkes på autoværksstederne torsdag morgen og formiddag, at mange bilister ikke har fået skiftet sommerdækkene ud med vinterdæk.

Hvornår skal man skifte til vinterdæk?

  • Anbefalingen lyder, at man skal skifte fra sommerdæk til vinterdæk, når temperaturen kommer under 7 grader
  • Der er intet krav om vinterdæk i Danmark, men mange lande omkring Danmark har regler for brugen af vinterdæk

Kilde: FDM

Hos First Stop Hillerød Dækcenter er dagen ekstra travl. Antallet af kunder, der skal have vinterdæk på, er næsten fordoblet.

– Vi har haft meget, meget travlt, og telefonerne kimer non-stop, siger Britt Hauschildt, der arbejder på værkstedet.

– Vi har øget efterspørgsel i alle retninger fra kunder, der skal have vinterdæk på. Der er en stigning på ca. 70 pct. af kunder i forhold til i går. Allerede i går steg det eksplosivt, fordi der var meldinger om, at der kom sne, siger hun.

Flere borgere i Hillerød skynder sig i dag at få skiftet dækkene. Foto: Anders Bendix.

Læs også: Hillerød: Butiksindbrud er faldet med over 65%

Også hos Autohjørnet i Hillerød kimer telefonen her til formiddag. De har mange flere kunder end normalt, som skal have skiftet fra sommer- til vinterdæk, og de oplyser, at i dag bliver en travl dag på værkstedet.

Bedre kommunikation har båret frugt

Hos AutoCompany – CarPeople Hillerød har morgenen imidlertid været mere rolig. Her har man nemlig optimeret sit system, og værkstedet har givet deres kunder en venlig reminder om at få skiftet sommerdækkene ud med vinterdæk. Derfor har flere af deres kunder været forberedt på sneen på vejene.

– Der er ikke den panik, som vi mødte sidste år. Sidste år lå vi ned, og telefonerne kimede. Vi har været proaktive i år, da vi har et bookingssystem, der i god tid kan meddele kunderne, at nu er det altså tid til at få vinterdæk på, siger Jacqueline Kehlet, der er ansat på værkstedet.

Læs også: Vinterdæk sikrer dig selv og dine medtrafikanter

Sådan gjorde vi: Journalisten fik viden om, at sneen var faldet i Hillerød. Vi kontaktede derfor tre forskellige autoværksteder i Hillerød telefonisk.