En mands skrald er en anden mands guld

Foto af byttemarked, hvor borde er fyldt med tøj, bøger og andre ting, man kan tage Foto: Steen Westh

De flest kan nikke genkendende til, at skabene derhjemme er fyldt med tøj, du aldrig får brugt, eller legetøj, som børnene er vokset fra, og som ikke har set dagens lys længe. Måske nænner man ikke at smide det ud, eller håber på, at man en dag får det brugt igen.

Men hvis du bor i Frederikssund Kommune, så kan det være en god idé at tage tyren ved hornene og få sorteret ud i det gamle tøj eller sige farvel til de pensler, man købte til en hobby, man aldrig kom i gang med.

For i forbindelse med uge 17, som er den såkaldte verdensmålsuge, så har du nu mulighed for at give dine gamle ting nyt liv hos andre og endda få noget nyt med hjem til skabene selv.

– Jeg kan lide den her genbrugstanke med, at det bliver mere almindeligt, at vi kan bruge noget, der måske har været ejet af andre
Marianne Hansen, bibliotekar på Frederikssund Bibliotekerne

Den 27. april afholder Frederikssund Bibliotekerne nemlig såkaldt byttemarked. Her kan man aflevere sine gamle ting og tøj, og derefter bytte det til andre ting. Helt gratis.

Det sker på Skibby Bibliotek klokken 10.00-13.00.

Bibliotekar, Marianne Hansen, er med til at arrangere byttemarkedet, og hun glæder sig til, at de endnu engang afholder byttedag. For arrangementet er normalt noget, som mange dukker op til.

– Det her er tredje gang, vi gør det her i Skibby. Sidste år talte vi, at der var 200 gæster igennem, så det er meget pænt, siger hun.

Læs også: Bland-selv-tøj udfylder et hul i genbrugsmarkedet

Byttemarkedet de sidste tre år blevet holdt som en del af verdensmålsugen. Det er der ifølge Marianne Hansen stor opbakning til blandt borgerne.

De 17 verdensmål

    • Afskaf fattigdom
    • Stop sult
    • Sundhed og trivsel
    • Kvalitetsuddannelse
    • Ligestilling mellem kønnene
    • Rent vand og sanitet
    • Bæredygtig energi
    • Anstændige jobs og økonomisk vækst
    • Industri, innovation og infrastruktur
    • Mindre ulighed
    • Bæredygtige byer og lokalsamfund
    • Ansvarligt forbrug og produktion
    • Klimaindsats
    • Livet i havet
    • Livet på land
    • Fred, retfærdighed og stærke institutioner
    • Partnerskaber for handling

Kilde: Verdensmålene.dk

Undgå spild og affald

Et byttemarked som det i Skibby er et eksempel på det man kalder cirkulær økonomi. Det forklarer Henrik Hvid, der er konsulent i cirkulær økonomi for IT-virksomheden DXC.

– Et byttemarked i Frederikssund er også en væsentlig del af det, fordi den går både ind under den del, der hedder redistribution, men også sørger for, at tingene ikke bare står på en hylde og ikke bliver brugt, siger han.

Henrik Hvid fortæller, at formålet med cirkulær økonomi er, at man undgår spild og affald. Det gør man på flere måder. Én af måderne er at genbruge eller sørge for, at produkter og materialer er i omløb og i brug så meget og så længe som muligt.

Netop genbrug, som det man ser i byttemarkedet, spiller også en faktor i den cirkulære økonomi.

– Så bliver man fri for at bruge ressourcer til at fremstille noget nyt, fordi det allerede står hos naboen eller andre i Frederikssund, lyder det fra Henrik Hvid.

Marianne Hansen håber også, at byttemarkedet giver de deltagende lyst til at genbruge sit tøj fremadrettet.

– Jeg kan lide den her genbrugstanke med, at det bliver mere almindeligt, at vi kan bruge noget, der måske har været ejet af andre, siger hun.

Ting der er til overs

Det er ikke alle ting, der bliver taget til byttemarkederne, og det sker, at der er noget til overs. Men det hele bliver givet videre til næste byttemarked.

– Hvis der er noget til overs i Skibby, så kan det gå videre til næste marked, siger Marianne Hansen.

Det er en koordinationsgruppe, der sørger for, at byttemarkederne i Frederikssund Kommune bliver ligeligt fordelt over året, så tingene kan gå videre.

– Vi opbygger sådan en lille grejbank, så vi har nogle tøjstativer og en hel masse bøjler, som en masse mennesker har været søde at komme med til biblioteket. Dem har vi samlet sammen, så det kan bruges til det næste byttemarked. Netop den der genbrugstanke, lyder det fra Marianne Hansen.

Sådan gjorde vi: Journalisten så begivenheden om byttemarkedet, der blev delt i en Facebook-gruppe. Herefter tog hun kontakt til Marianne Hansen, der var kontaktperson på begivenheden på Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside. Til sidst fik journalisten fat i Henrik Hvid gennem en bekendt. Alle kilder er kontaktet telefonisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.