Tyve vippede bil om på siden for at stjæle reservedel

Politiafspærring
Foto: Søren Storm Hansen

Højst mærkværdigt tyveri har fundet sted på Amager.

Tre mænd vippede sent aftenen til tirsdag en parkeret BMW om på siden og fjernede bilens katalysator på Engvej nær Amager Strand.

Københavns Politi kan endnu ikke sige noget om motiv men bekræfter til Netavisen, at fremgangsmåden for tyveriet er usædvanlig.

– Da efterforskningen af sagen er i gang, kan vi ikke udtale os om et eventuelt motiv. Måden, som tyveriet er foregået på, er ikke en, vi umiddelbart har set før, oplyser Københavns Politi i en mail til Netavisen.

De tre mænd på henholdsvis 23, 27 og 32 blev i dag alle varetægtsfængslet i tretten dage og sigtet for tyveri, efter en patrulje opdagede dem og deres bil på Amagerbrogade. I bilen fandt politiet en donkraft, skæreværktøj og i alt tre katalysatorer, skriver Københavns Politi på Twitter.

– En katalysator koster imellem 1.500-7.000 kroner, siger Amil Rafo fra Københavns Autoophug APS.

Hos Københavns Autoophug undgår de netop at købe enkelte reservedele, fordi de kan være stjålet.

– Vi køber kun hele biler. At folk kommer med én del og sådan noget, det køber vi slet ikke. Vi ved ikke, om det er stjålet eller ej, og vi gider ikke have balladen, siger Amil Rafo til Netavisen.

Læs også: Her er biltyvens snedige tricks 

Tyve måske på kobberjagt?

Selvom katalysatoren ikke er bilens dyreste reservedel, så har Amil Rafo en teori om, hvorfor de unge mænd har været på jagt efter lige netop den.

Han mener nemlig ikke, at tyvene har været interesseret i selve katalysatorerne, men nærmere det indeni.

Det er nemlig højst sandsynligt en kobberbelægning indeni katalysatoren, der har fået tyvene til at slå til.

– Man kan få penge ud af det, når det er kobber. Det er bare nemt, siger Amil Rafo til Netavisen.

Læs også: Camping-drama: Bøde, tyveri og 2.700 hjælpere

Flere medier har tidligere berettet om hærværk i og omkring København, hvor minibiler af mærkerne Toyota Aygo, Fiat 500 og Smart umotiveret bliver væltet. De populære minibiler vejer alle omkring de 900 kilo.

Sådan gjorde vi: Nyheden stammer fra et tweet fra Københavns Politi d. 14/4, kl. 15:13. Journalisten ringede derefter til en af Københavns største autoophuggere: Københavns Autoophug APS og til Københavns Politi. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.