Kvinder bliver mere vrede over uforsvarlig kørsel end mænd

Kvinder bliver oftest vrede i trafikken, når andre udgør en sikkerhedsrisiko.
Foto: Pixabay.

Hvis du kører lidt for hurtigt og oplever vrede fra en anden bilist, så er der en stor chance for, at det er en kvindes blik, du møder i bakspejlet. Glemmer du derimod at holde til højre, er der en stor sandsynlighed for, at en mandlig bilist vil blive vred.

Det viser en stor trafikundersøgelse fra 2018 lavet af DTU. Informationerne er baseret på svar fra 1367 personer, der som led i en spørgeskemaundersøgelse, havde mulighed for at nævne situationer, som gjorde dem vrede i trafikken.

Ifølge Mette Møller, der er seniorforsker, psykolog og medproducent af undersøgelsen, kan undersøgelsen tyde på, at mænd og kvinder generelt agerer forskelligt i trafikken.

– Umiddelbart ser det ud til, at kvinder bliver vrede over situationer, som udgør en risiko for andre eller dem selv. De situationer, som mænd bliver vrede over, er, hvis andre bilister er i vejen. Der er altså tale om situationer, som kan være til gene for dem selv – og ikke så meget farlige situationer, siger Mette Møller.

Mænd er mere risikovillige

Undersøgelsen viser også, at kvinder oftere end mænd bliver vrede i situationer, hvor andre bilister kører hasarderet eller for hurtigt.

Den eneste situation, som mænd oftere fremhæver end kvinder, er, når andre bilister ikke holder til højre. Her havde 17 procent af mændene faktisk angivet denne situation som den, der gør dem mest vrede, mens kun fire procent af kvinderne, havde fremhævet den.

Læs også: Ekspert: Trafikraseriet i Danmark er en myte

Ca. 20 procent af dem, der ifølge undersøgelsen bliver mest vrede over uforsvarlig kørsel, er kvinder, hvorimod kun 12,5 procent, er mænd. Kvinderne ligger igen i top som dem, der bliver mest vrede, hvis andre bilister kører for stærkt, med 17 procent imod mændenes ti procent.

– Generelt ved vi, at mænd er mere risikovillige i trafikken, end kvinder er. Der er en tendens til, at mænd tager flere chancer i trafikken. I lyset af dette samt forskellen på hvilke situationer kvinder og mænd fremhæver i relation til vejvrede, kunne det tyde på, at kvinder har mere fokus på sikkerhed, når de færdes i trafikken, siger Mette Møller.

Mette Møller siger også, at andre dele af den samme undersøgelse tyder på, at der er et vist overlap mellem forskrækkelse og vrede. De situationer, som kvinderne fremhæver, der gør dem vrede, er derfor i nogen grad situationer, hvor de bliver forskrækkede, hvilket også kan være en forklaring på, hvorfor de bliver vrede.

Mette Møller understreger dog, at man endnu ikke har beskæftiget sig særlig meget med, hvorfor der er denne kønsforskel i trafikadfærd.

Lunten er kort i trafikken

En af de kvinder, der ofte bliver vrede, når andre kører uforsvarligt, er den 21-årige studerende fra København, Sofie Knudsen.

– Der er faktisk ikke noget, der kan irritere mig mere, end hvis folk kører uforsvarligt. Især når folk kommer kørende alt for hurtigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis der lige pludselig løb et barn ud på gaden, siger Sofie Knudsen.

Sofie Knudsen kan nikke genkendende til, at det især er mænd, der er risikovillige i trafikken.

– Jeg oplever oftest, at det især er unge mænd, der kører for stærkt og gør mig vred i trafikken. Jeg kan også blive meget forskrækket i farlige situationer, hvilket forstærker min vrede, siger Sofie Knudsen.

Ifølge Sofie Knudsen skal der meget til for at gøre hende vred, men når hun færdes i trafikken, er lunten meget kort.

– Jeg kan finde på at signalere til bilisten, hvis han eller hun har gjort noget, der var uforsvarligt. Jeg kan sågar finde på at hoppe ud af bilen for at skælde dem ud, og jeg dytter ofte af andre bilister, der kører dårligt, siger Sofie Knudsen.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod, da journalisten blev bekendt med undersøgelsen. Citaterne fra Mette Møller er indsamlet via telefoninterview og citaterne fra Sofie Knudsen er indhentet på en café i København.