Stresscoach: Løkke er sandsynligvis i det gule felt

Lars Løkke Rasmussen (V) har bl.a. fået øgenavnet 'Rejsekongen' på grund af sine luksusrejser som formand for GGGI.
Lars Løkke Rasmussen (V) har bl.a. fået øgenavnet ‘Rejsekongen’ på grund af sine luksusrejser som formand for GGGI.

I disse dage hviler alles øjne på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. I dag holder han pressemøde efter to uger i strid modvind på grund af sine luksuriøse rejser som formand for klimaorganisationen GGGI.

Derfor er Lars Løkke sandsynligvis i det gule felt på ”stressbarometret”, fortæller stresscoach Michael Winkler.

Når vi er i en stressfyldt tilstand, og specielt i det gule område, så er hjernen i en form for alarmberedskab. Det vil sige, at man sover meget let, hvor man vågner ved den mindste lyd, for eksempel ved et knappenålshoved, der falder til gulvet.
Michael Winkler, stresscoach

”Stressbarometret” kan sammenlignes med et trafiklys, hvor det grønne område er ”her og nu”-stressen, som er okay. Hvis man ikke er i stand til at håndtere det, ryger man op i det gule felt, og her skal man være agtpågivende.

Derfra kan man ryge op i det røde felt, som er mere alvorligt og går ud over ens helbred, forklarer Michael Winkler, der ejer coachingfirmaet Lifeconsulting.

Læs også: Folk griner af Løkke

– Jeg vil umiddelbart sige, at han ligger i det gule område, fordi han har været udsat for det her massive pres fra medierne, og fordi han nu skal ind og forsvare sig selv, lyder vurderingen fra Michael Winkler forud for Løkkes imødesete pressemøde på søndag.

Rejsesagen kort

  • GGGI står for Global Green Growth Institute, som er en klimaorganisation, der støttes af danske bistandskroner
  • Lørdag d. 5. oktober kommer det frem, at Lars Løkke har brugt mere end én million kroner på 15 rejser for GGGI
  • På de fleste flyrejser har han rejst på første klasse
  • I dag holder Løkke pressemøde, hvor han vil løfte sløret for rejse-, møde- og opholdsomkostninger

Hvis Lars Løkke rent faktisk befinder sig i det gule felt med under 48 timer til mødet med pressen, kan det påvirke søvnen.

– Når vi er i en stressfyldt tilstand, og specielt i det gule område, så er hjernen i en form for alarmberedskab. Det vil sige, at man sover meget let, hvor man vågner ved den mindste lyd, for eksempel ved et knappenålshoved, der falder til gulvet, forklarer Michael Winkler.

Læs også: “Der er ikke plads til personlige kriser”

– Så han er der, hvor han skal passe på sig selv, at han ikke ryger op i det røde felt, uddyber stresscoachen, der samtidig understreger, at han naturligvis ikke kan sige med sikkerhed, hvor presset Løkke er, fordi stress kan være meget individuelt.

– Det er meget individuelt det her, men man kunne forestille sig, at han kunne have en kortere lunte, fordi han er under det her pres. Så bliver man lettere irritabel, og nogle kan ligefrem blive aggressive. Så man har en kortere lunte, hvis man er i det gule felt, siger Michael Winkler.

Læs også: Voksenmobning: ”Du skal vist gå efter salaten næste gang, tykke”

De seneste par uger har Lars Løkke været stærkt kritiseret og under stor bevågenhed på grund af sine dyre rejser som formand for GGGI. På pressemødet søndag, har han lovet at fremlægge »alle oplysninger« om sine rejseomkostninger.