Strid om ældrepleje i Vallensbæk Kommune: ”Det er en skandale af rang”

Del

Tal fra CEPOS viser, at Vallensbæks ældrepleje har den største personaleudskiftning i landet for andet år i streg. I ældreudvalget har man ikke kendt til problemet, og nu er de uenige om hvorvidt der skal gøres noget ved det.

For mange ældre borgere er plejepersonale en stor del af deres hverdag. Plejepersonalet kan sågar være de mennesker, som man møder oftest af alle. Spørgsmålet er, om det er vigtigt, at det samme personale kommer gang på gang, eller om man ville have det fint med, at plejerne ofte skifter ansigt? I Vallensbæk Kommune er det sidste tilfældet.

Vallensbæk har landets højeste gennemsnitlige personaleudskiftning i ældreplejen. Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti peger på den manglende orientering om emnet i Ældreudvalget, og han kalder det en “skandale af rang.” Selvom udviklingsstrategien fra Vallensbæk Kommune vil give borgerne ”Et værdigt voksenliv”, kan formanden for Ældreudvalget, Jytte Bendtsen, ikke forestille sig, at personaleudskiftning skal på dagsordenen.

Jytte Bendtsen, der er formand for Ældreudvalget, fortæller, at hun ikke var opmærksom på analysen, men at hun var opmærksom på, at der var høj udskiftning på ældreområdet i kommunen.

Kenneth Kristensen Berth, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, udtaler, at han heller ikke er blevet gjort opmærksom på tallene fra analysen, og kalder det ”en skandale af rang”.

Kenneth Kristensen Berth retter yderligere kritik mod den manglende informering: ”Der var ingen diskussion om personaleudskiftning [under budgetforhandlingerne], fordi det ikke blev italesat som et problem. Tværtimod er der lavet et skønmaleri.”

Vallensbæk er klart nummer et

Analysen, der er udført af CEPOS, beskriver, at Vallensbæk Kommune i perioden 2022-2025 har haft en gennemsnitlig udskiftning på 28,9%. Det er 2,6 procentpoint højere end Høje-Taastrup, som indtager andenpladsen med 26,3%. Ifølge CEPOS er personaleudskiftning en markør for kvaliteten af ældrepleje, hvilket baserer sig på forskning, som Anna Amilon, der er seniorforsker i VIVE, har været med til at udføre.

”Det vi ved er, at borgerne sætter pris på, at det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmet, og at de kender medarbejderne. Så hvis der er stor personaleudskiftning, så kan det jo bidrage til at mindske trygheden for borgerne”, udtaler Anna Amilon.

Top 3 og bund 3 fra CEPOS’ analyse: Personaleudskiftning i den kommunale ældrepleje.

  • Top 3
  • Vallensbæk 28,9%
  • Høje-Taastrup 26,3%
  • Fredensborg 25,5%
  • Bund 3
  • Tønder 11,3%
  • Thisted 11,7%
  • Sønderborg 12,4%

Det kan jeg ikke forestille mig

Jytte Bendtsen ser ikke personaleudskiftning som en problematik, der skal tages op i Ældreudvalget:

”Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Jeg er optaget af, at vores ældste i kommunen får den bedste pleje, de overhovedet kan få. Det er vi optaget af.”

Og er personaleudskiftning ikke en vigtig kvalitetsindikator?

”Jo, det er det, hvis man flygtede, fordi der er dårlig ledelse eller dårlige arbejdsforhold eller sådan nogle ting. Så er det noget, man skal tage fat på. Men det er ikke der, vi er. Det er klart, at hvis det er de andre parametre [dårlig ledelse og arbejdsforhold], så var det en politisk opgave. Men vi er optaget af, at det er de rigtige mennesker, der passer vores ældre”.

DF kræver svar fra borgmesteren

På den anden side har Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti et ønske om netop at starte en dialog om personaleudskiftning i ældreplejen.

Han fortæller, at Dansk Folkeparti vil sende oplysningerne til borgmester Henrik Rasmussen og bede om en forklaring på, hvordan tallene fra CEPOS hænger sammen med de ting, som er blevet italesat i Ældreudvalget.

Læs også: I Rudersdal Kommune forlader hver fjerde medarbejder deres job i ældreplejen. Politikere peger på bonusser og bedre ledelse som løsningen.

Hertil tilføjer han: ”I og med at denne problematik er ny for mig, må jeg også sige, at jeg ikke er nået dertil, hvor jeg har udviklet konkrete initiativer til at modarbejde en udvikling, som jeg ikke var klar over foregik. Det vi vil gøre nu, er at afvente de svar vi får, og så må vi se, hvordan vi kan gå videre derfra.”

Vi har forelagt Kenneth Kristensen Berths kritik for Jytte Bendtsen, som udtaler, at ”tallene bag undersøgelsen er ved at blive gransket, og så tager vi den derfra”.

 

Sådan gjorde vi: Vi identificerede analysen fra CEPOS og fandt forskningsartiklen, som CEPOS baserer analysens relevans ud fra. Vi kontaktede Anna Amilon, som er hovedforfatter på forskningsartiklen, og spurgte om personaleudskiftning som kvalitetsmarkør. Efterfølgende kontaktede vi byrådsrepræsentanterne, som udtalte sig i telefoninterview. Sidst præsenterede vi Udvalgsformand Jytte Bendtsen for kritikken fra Kenneth Kristensen Berth.  

Læs mere

Andre nyheder