Når du tager S-toget til Taastrup og kommer ud fra den lange stationsgang, er en parkeringsplads det første, du bliver mødt af.
Taastrup Stationsplads blev anlagt i 1980’erne, hvor den gamle godsbanegård lå. Den står i dag som et relikvie fra fortiden – med mindelser om en tid, hvor funktionalitet stod over alt andet.
Men nu sker der noget. Over en periode på 3 år er der afsat 38,5 millioner kroner til omdannelse af stationspladsen. Kommunens budget for 2027–2030 blev vedtaget den 8. oktober af et enstemmigt byråd.
– Det er i hvert fald planlagt over de kommende 3 år, så fra 2027 er der afsat 4,5 million og så efterfølgende, er der fra 2028 og 2029 afsat 17 millioner, forklarer Turan Akbulut, formand for Plan- og Miljøudvalget for Det Konservative Folkeparti til NetAvisen.
Hvad kommer der til at ske?
Ifølge byggelederen på projektet, Laura Heron Jessen, er de i gang med at lægge sidste hånd på skitseprojektet, og så skal sagen tages op politisk. Kommunen havde afsat én million kroner til borgerinddragelse i projektet. Ifølge Laura Heron Jessen har borgerne i kommunen været meget aktive i processen.
Budget for Taastrup Stationsplads
- 1 million kroner afsat til borgerinddragelse
- 4,5 millioner kroner afsat i 2027
- 17,5 millioner kroner afsat i 2028 & 2029
- Budgettet skal dække både ombyggelse af pladsen, tunnellen, projektering, rådgivning og uforudsete udgifter.
– De vil gerne have noget grønt og de vil gerne have nogle opholdsmuligheder. Der må gerne være noget plads til leg, også for børn, og at det skal være en indbydende, grøn, attraktiv plads, som man har lyst til at opholde sig på.
Hun fortsætter:
– Butikkerne langs stationscenteret vil også gerne have, at der stadig er plads til parkering.
Hun uddyber videre, at butikkerne også ønsker plads foran deres forretning til for eksempel udeservering eller til varer.
En af forklaringerne på projektets høje pris er ifølge Laura Heron Jessen, at kommunen ønsker at ændre tunnelen under jernbanen.
– Vi vil gerne lave sådan et åbning ned til den tunnel ude på pladsen, og det koster.
Men selvom stationspladsen efter planen skal være grønnere, er det ikke ensbetydende med, at bilerne skal væk.
– Der kommer stadig til at være parkeringspladser.
Kommunen arbejder derfor fortsat for, at der skal være parkeringspladser og mulighed for at køre igennem pladsen.
De 38,5 millioner kroner skal ikke udelukkende bruges på selve anlægsarbejdet. Beløbet dækker blandt andet projektering, rådgivning og uforudsete udgifter.
Hvor stor en del af pengene der konkret vil gå til byggeriet, kan Laura Heron Jessen endnu ikke oplyse.
Efter planen skal projektet behandles politisk i december.
Sådan gjorde jeg:
Jeg fandt projektet via resights.dk. Jeg brugte AI og kommunens hjemmeside til research. Jeg ringede til Turan Akbulut og Laura Heron Jessen til baggrund og interview.