Rødkålen skal være smagfuld og syrlig, sovsen skal klistre til de brunede kartofler, og ikke mindst skal anden være sprødstegt og saftig. Der er høje forventninger til julemenuen i de danske hjem.
Al god mad starter med gode råvarer, så hvilken and skal man vælge, når årets menu skal bestemmes? Det spørgsmål har NetAvisen stillet to eksperter.
Lone Sevel, der er madskribent og ejer af FreshFarm.dk, har i flere år haft sin egen madblog. Hun foreslår, at man kigger på de lokale gårdbutikker:
– Du kan købe en and ude på gårdene rundt omkring. Man kan tit finde en nyslagtet and i de forskellige gårdbutikker, siger Lone Sevel.
Udviklingen af gårdbutikker i Danmark siden 2007.
- 2007:1.214
- 2010:1.855
- 2013:2.294
- 2016:1.816
- 2020:2.005
- 2023:1.913Kilde: Danmarks Statistik
I 2023 var der, ifølge Danmarks Statistik, 1.913 gårdbutikker i Danmark. Dette er et fald i forhold til 2013, hvor gårdbutikkerne toppede med i alt 2.294.
Lone Sevel har i sit arbejde som madskribent været på mange gårdbutikker, og selvom tallet er faldet, tror hun på, at det er en type landbrug, vi kommer til at se mere af.
– Nu har jeg været rundt i Danmark og skrevet om de forskellige steder. Jeg ved, at mange af dem stadigvæk fungerer, og der er virkelig mange. Forbavsende mange, siger Lone Sevel.
Er det lidt en trend, som begynder at blusse op?
– Ja, det er jeg helt sikker på, at det er, siger Lone Sevel.
Du kan stole på økologien
Jette Søholm Petersen, der er seniorrådgiver ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab – ANIVET Ernæring af enmavede dyr (MONU) ved Aarhus Universitet, er enig i, at man bør kigge efter ænder produceret i Danmark, hvis man vil handle fersk kød. Dertil mener hun, at man med god samvittighed kan købe en økologisk and i supermarkederne eller andre butikker.
– Vores økologiregler gælder også i de andre EU-lande, men jeg vil stadig foretrække ænder fra danske producenter. Det er de danske myndigheder, der holder kontrol med, at økoreglerne bliver overholdt, siger Jette Søholm Petersen.
– Dyrevelfærd er en del af økologikontrollen for alle landbrug med økologiske husdyr. Det er virkelig unikt det system, vi har. Endelig hold fanen højt, tilføjer Jette Søholm Petersen.
Desværre har den danske andeproduktion været ret begrænset i de senere år. Nedenstående tal fra Danmarks Statistik viser udviklingen i slagtninger og produktion af ænder i de seneste 10 år. Den danske andeproduktion havde i en årrække kronede dage, hvor produktionen i 2017 var helt oppe på 581.000 ænder. Tallene ligger i disse dage nede omkring 40.000, og derfor bliver vores ænder i høj grad importeret fra udlandet.

And omfattes ikke af Dyrevelfærdsmærket
Det Statslige Dyrevelfærdsmærke, som i daglig tale også kaldes hjertemærket, kan klassificere køer, grise og kyllinger inden for de tre hjerte-kategorier. Dyrevelfærdsmærket har dermed ingen mærkning, der omfatter ænder og gæs.
– Det [en selvstændig ande-hjertemærkning] ville da være dejligt, men det har jeg ikke hørt om, at vi får. Hvis man ønsker et produkt med kontrolleret høj dyrevelfærd, kan man roligt kan gå ind og tage dem med økologimærkningen, udtaler Jette Søholm Petersen.
Læs også: Stigning på 123 procent: Blå Kors vælter i ansøgninger om julehjælp
Jette Søholm Petersen tilføjer yderligere, at økologireglerne for ænder og gæs er meget detaljerede, og at der er en meget specifik procedure for, hvordan dyrene skal behandles. Her henviser hun til danske og europæiske regler for økologi, som også omfatter, at dyrene skal have adgang til udearealer og vand, så de kan dyppe hovedet og soignere deres fjerdragt, hvilket er vigtigt for ændernes velfærd.
Synes man stadig, det er svært at navigere i køledisken, har Lone Sevel et klart råd:
– Hvis du skal være helt sikker, kan du gå til en slagter, som ved, hvor anden kommer fra, udtaler Lone Sevel.
Sådan gjorde vi: Lone Sevel og Jette Søholm Petersen er interviewet over telefon. AI har dirigeret os til statistikkerne fra Danmarks Statistik. Yderligere er Dyrenes Beskyttelse samt Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd blevet kontaktet. De har anmodet om mulighed for skriftlig besvarelse og er ikke vendt tilbage inden for deadline.