Færinger samler sig i minighetto på Amager

Unge studerende fra Færøerne stimler sammen på Øresundskollegiet.  Foto: Flickr
Unge studerende fra Færøerne stimler sammen på Øresundskollegiet.
Foto: Flickr

På Øresundskollegiet står færinger side om side i køkkenet, mens de laver mad, snakker og griner.

26-årige Poula Lassen er flyttet fra lille færøske by Saltangará og bor nu på Øresundskollegiet på Amager i København.

– På min gang bor der kun færinger, fortæller hun.

Ifølge administrationen på kollegiet er der ikke nogen oversigt over, hvor mange færinger der bor på kollegiet. Færingerne er nemlig registrerede som danske statsborgere. Poula Lassen mener dog selv, at fordelingen af færinger og danskere er 70/30.

Læs også: Færinge flytter fra Færøerne, men ikke fra hinanden

En ghetto i moderne forstand

Karen Waltorp, der er ph.d.-studerende i antropologi, mener, at social tryghed og ressourcer binder mennesker sammen, når man kommer til et nyt land

– Når man kommer til Danmark, begynder man et nyt kapitel i et nyt land. Så er det dejligt kunne sætte sig ned i et fælleskøkken og tale sit eget sprog, når man kommer hjem på kollegiet, forklarer hun.

Karen Waltorp tilføjer, at ordet ghetto i klassisk forstand hænger sammen med lovmæssige forhold og grupperinger af én etnicitet eller race. I moderne, daglig tale bliver begrebet dog brugt i flæng også i den politiske verden.

– Det er en ofte set dynamik, at man grupperer sig, der hvor man kender nogen. Det handler om en fællesskabsfølelse, siger hun.

Grupperingen hænger desuden også sammen med praktiske årsager. At man for eksempel kan få hjælp til at få et værelse, og at der er nogle, som kan vise en rundt i den nye by, beskriver antropologen.

Karen Waltorp siger, at tilflytningen til Øresundskollegiet kan fungere som et springbræt og en mulighed for at udvide sit netværk.

 Barndomsvennerne samles på Amager

Poula Lassen mener ikke, at der er grupperinger på kollegiet og synes, at alle er gode til at tale med hinanden. Alligevel er størstedelen af hendes venner på kollegiet færinge,

–  Jeg taler meget mere med færinger. Jeg tror ikke, at der er nogle, der isolerer sig, men mange af mine barndomsvenner fra Færøerne bor på kollegiet, så det er meget naturligt at være sammen med dem, forklarer færingen.

Læs også: Minister: Vi skal gøre mere for de udenlandske studerende