Ny vaskebold indeholder færre kemikalier end andre vaskeprodukter

Den britiske vaskebold, Ecoegg, indeholder langt færre kemikalier end almindelige vaskemidler.
Foto: Mette Holm.

Vaskebolden Ecoegg har netop nået det danske marked efter et par års succes i hjemlandet England. Firmaet bag vaskebolden bryster sig af, at deres produkter er 100% miljøvenlige, godkendt af Allergy UK og ikke testet på dyr. Desuden koster det kun omkring 38 øre per vask, når man bruger vaskebolden. Det lyder jo alt sammen rigtig godt. Men er det for godt til at være sandt?

Michael René, der er hygiejneekspert og lektor i fødevidenskab og kemi, har testet Ecoegg.

– Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at finde noget kritisk på de ni kemikalier, der er i økoægget. Men det ser faktisk positivt ud, forklarer Michael René, som også er stifter af hjemmesiden www.pletvæk.dk, hvor han giver gode råd om rengøring.

Den mest skadelige af ingredienserne er tensid, som er fedtopløseligt og dermed uundværligt for produktionen af både vaskemiddel, håndsæbe, tandpasta med flere. Dog er der kun to tensider i Ecoegg i modsætning til de tre-fire tensider, der er i almindelige produkter. De andre kemikalier i den miljøvenlige vaskebold er ingredienser, der også optræder i mange fødevarer, såsom visse stabilisatorer, som man også kan finde i kakaomælk.

Vasker lige så godt
Michael René, som har testet og arbejdet med rengøringsmidler i 12 år, er altså generelt meget positiv over det britiske produkt.

– Det fungerer lige så godt som de almindelige vaskemidler, men indeholder langt færre kemikalier, siger Michael René.

Han har sammenlignet Ecoeggs resultater med resultater af vaskemidler, som indeholder mellem 13 og 34 kemikalier, og både snavs og lugt fjernes i hans optik lige så godt med Ecoegg.

– Det er et produkt, som egner sig godt til dagligdagen for gennemsnitlige familier. Det er også positivt, at man kan genbruge selve ægget, så man skåner miljøet for dum emballage med plasticspray og coating, som almindelige vaskemidler kommer i, siger han.

Kort om vaskebolden Ecoegg

  • Ecoegg lægges oven på tøjet i vaskemaskinen
  • Maskinen må ikke fyldes med tøj, da ægget skal have plads
  • Ecoegg alle typer vaskemaskiner
  • Ecoegg virker til alle forskellige slags materialer, dog anbefaler de at man håndvasker sart tøj
  • Ecoegg kan bruges i vaske på op til 60 grader
  • Ecoegg er lavet af hård gummi, og der er garanti på ægget i 10 år
  • Det er ikke selve ægget, der vasker, men de keramiske og mineralske piller indeni, som sammen med vand danner en vaskeskum
  • Ægget sælges i tre størrelser af pakker á 54 vaske, 210 vaske og 720 vaske
  • Når pillerne i ægget er brugt op, kan man købe nye til at fylde i

Kilde: www.ecoegg.com

Problematisk i den travle hverdag
Mette Holm, som er socialfaglig sagsbehandler og mor til to drenge, bruger Ecoegg. Både hende selv og hendes ene søn, Louis, lider af astma og allergi:

– Jeg har altid benyttet lignende produkter uden parfume og med få kemikalier, men jeg kunne godt lide tanken om, at ægget var genanvendeligt, og at man derfor sparede miljøet for alle de papæsker og plastikflasker, som sådan noget normalt kommer i, siger Mette Holm.

Læg også: Julie vil være kemikaliefri

Instruktionen til Ecoegg forklarer, at man ikke må fylde vaskemaskinen helt op, da ægget kræver plads til cirkulere i maskinen og danne vaskeskum. Det betyder for Mette Holm, at hun må vaske af flere omgange.

– Selvom jeg ser mange gode ting ved Ecoegg, er det et problem i forhold vores travle hverdag, at jeg ikke kan fylde vaskemaskinen op, som jeg plejer. Det betyder, at jeg skal vaske vores tøj af flere omgange, og dermed hænge tøjet op af flere omgange. Det er noget, jeg skal planlægge og tage højde for, siger Mette Holm.

Øget vandforbrug
At man skal vaske af flere omgange er ifølge Mette Holm spild af tid, men det er også spild af vand. Dette er også et problem miljøbiolog fra RUC, Henriette Selck, har påpeget. Dels fordi, man skal vaske af flere omgange, og dels fordi, at pillerne i vaskebolden kræver en vis vandmængde for at fungere optimalt.

– I instruktionen for brug af ægget står der, at man skal kan være nødsaget til at slå ‘reduceret vandmængde’ fra på maskinen, fordi økoægget skal have tilstrækkeligt vand for at virke. Jeg tænker, at anvendelse af bolden således vil øge den vandmængde, der bruges, til sammenligning med andre vaskemidler i de moderne maskiner, som mange husholdninger har, siger Henriette Selck.

Læs også: Du sviner miljøet med dine vaskevaner

Dog er begge kvinder enige om, at den nye vaskebold er et godt alternativ, selvom det kræver, at de bruger mere vaskevand.

– Jeg synes umiddelbart, det ser rigtig fornuftigt ud. Der er dog lige det med vandet, som jeg synes, man bør tænke over, da et øget vandforbrug har miljøeffekt, siger Henriette Selck.

Ecoegg blev stiftet i 2008 af Dawn White og Rob Knight. Salget af ægget startede i 2010, og i dag forhandles ægget i 30 lande verden over.

I Danmark forhandles ægget hos Suztain.com, hvis formål er at tilbyde bæredygtige kvalitetsvarer, som tilgodeser miljøet og det sociale ansvar.

One Response to "Ny vaskebold indeholder færre kemikalier end andre vaskeprodukter"