Ved et samlebånd står der to arbejdere med hænderne nede i store sækker med tekstilaffald, der skal sorteres. Skimmelsvamp, fugt og mug gør arbejdet ulækkert og usundt. En ny teknologi skal ikke tage deres arbejde, men den skal gøre det nemmere og mere hygiejnisk.
I en pressemeddelelse mandag den 9. november præsenterede Teknologisk Institut projektet FORTEX – et samarbejde mellem flere organisationer og virksomheder. Projektet har som mål at automatisere fugtdetentionen på de danske sorteringsanlæg, for blandt andet at minimere forurening af tørt tøj, der har været i kontakt med vådt og snavset tøj.
Arbejdsforhold i fokus
Kaj Pihl, Miljø og genbrugsrådgiver hos UFF-Humana mener, at arbejdsforholdene er det vigtigste i FORTEX.
– Det vi modtager af tekstiler, er en blanding af godt og skidt. Vi vil gerne sikre, at det vores arbejdere skal røre med deres hænder, ikke er vådt. Det er nogle gange utrolig ulækkert. Og hvis man har handsker på, kan man ikke udføre arbejdet.
Han mener, at en sorteringsmaskine ikke vil erstatte arbejdet, men at den ville kunne forbedre det.
– Hvis vi får en maskine, der kan sortere det værste fra, har vi til dels mindre, som vi selv skal sortere, og det som vi selv skal sortere er af bedre kvalitet, fortæller han.
Billigt og tilgængeligt
Julie Bender Trads er forretningsleder i Teknologisk Institut og en af udviklerne bag projektet. Hun fortæller, at det nye produkt både skal være billigt og tilgængeligt.
– Ideen med hele projektet er at lave en sorteringsteknologi, der ikke er så dyr, så den kan være let tilgængelig for branchen. Derfor vil vi gerne basere læsningen på eksisterende sensorteknologier.
Det er altså ikke en ny teknologi, der skal udvikles, men eksisterende teknologi, der skal anvendes på nye måder.
– Det første skridt er, at vi skal have noget, der kan måle vand, og det gør man også i andre sammenhænge. Sensorerne er allerede udviklede, så udviklingen fokuserer på at overføre løsninger til denne sammenhæng med våde tekstiler.
Både Kaj Pihl og Julie Bender Trads påpeger, at prisen er en vigtig del af udfordringerne ved maskinens udvikling. Julie Bender Trads fortæller:
– Vi vil lave en billig løsning, fordi man ikke tjener særlig meget på genbrugstekstiler, så det kan ikke betale sig at investere i dyre løsninger.
Hvad er FORTEX?
- Projektets fulde navn er FORTEX – Forsortering af Vådt Tekstilanfald (2026-27)
- FORTEX udvikles i samarbejde mellem Teknologisk Institut, BV Teknik, UFF-Humana, Tradsborg og Affaldplus.
- Projektet modtager støtte fra Miljøteknologisk Udviklings-og Demonstrationsprogram, under Miljøministeriet.
Forventning om videre udvikling
Ifølge Kaj Pihl er dette bare starten på en større udvikling på sorteringsområdet.
– Sortering af tekstiler er noget andet en for eksempel sortering af glas. Glas kan sagtens sorteres med maskiner, men det kan man ikke med tekstiler endnu.
Han har alligevel ambitioner, om at dette er noget, der kan forandres i fremtiden.
– Jeg tror ikke at det går ret lang tid før der kommer en maskine der kan tage sig af hele sorteringsprocessen, siger han.
Sådan gjorde vi: Jeg fandt pressemeddelelsen på ViaRitzau, og kontaktede både UFF-Humana og Teknonologisk institut, hvorpå jeg holdt henholdsvis et videointerview, og et telefoninterview med kilderne Kaj Pihl og Julie Bender Trads.