Dansk Røde Kors åbnede i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp en sundhedsklinik for illegale migranter i august 2011. Det er nu omkring et år siden. Derfor har samarbejdspartnerne udgivet en ny årsrapport. Det viser sig, at klinikken har haft 1300 henvendelser og behandlet 600 patienter uden sygesikring og cpr nummer.
Næstformand for Lægeforeningen, Poul Jaszczak, er tilfreds med initiativet, og han synes, at det første år har været en succes.
”Vi havde forventet, at dette initiativ skulle blive en succes, og det har vist sig, at der helt klart er et udækket behov for lægebehandling blandt udokumenterede migranter. Især blandt gravide og folk med kroniske sygdomme”, siger han.
Overvejer flere klinikker
Klinikkens succes har fået næstformanden for Lægeforeningen til at overveje flere klinikker i fremtiden. Dog kan det godt blive en økonomisk udfordring, fortæller han.
”I styregruppen har vi diskuteret en udvidelse. Men en ny klinik kræver tilrettelæggelse rent praktisk og økonomi. Men vi overvejer det", siger Poul Jaszczak.
Forkvinde for Komitéen Flygtninge Under Jorden, Michala Clante Bendixen, arbejder med udokumenterede migranter. Hun ser gerne, at der bliver oprettet flere klinikker rundt om i landet.
”Vi henviser alle vores klienter sundhedsklinikken. Det er et fantastisk tilbud til udokumenterede migranter og lægerne derinde er dygtige og effektive. Vi håber, at der bliver åbnet flere klinikker. I hvert fald i Jylland. Der er altså meget langt at rejse til København, hvis man er akut syg”, siger hun.
Danmark er bagud
Klinikken, der ligger på Vesterbro i København, har i alt 206 frivillige, herunder 23 læger, 46 sygeplejersker og 6 jordemødre. Derudover er der tilknyttet 23 tolke, da en stor del af patienterne ikke taler dansk. Ifølge Bendixen er man i Danmark langt bagud i forhold til lægetilbud til udokumenterede migranter.
”Vi er ret bagud i forhold til vores nabolande. I Sverige har de sundhedsklinikker for udokumenterede flygtninge og indvandrere i alle større byer og i Tyskland har de systematiseret klinikkerne. Vi håber det samme sker her i Danmark”, siger hun.