Glatte fortove kan koste dig dyrt

 Nattefrosten er kommet til landet, og morgenen bød i dag på spejlglatte veje og fortove.

Det betyder, at boligejerne skal have saltet frem. For det er danskernes ejet ansvar at holde fortovene sikre.
 
”Grundejerne har pligt til at vedligeholde deres fortov, både med hensyn til saltning, snerydning og fejning,” siger vinterkoordinator hos Vejdirektoratet, Jan Madsen.
 
Danskerne er uvidende
Hos Forsikringsoplysningen, som giver vejledning og gode råd om forsikring, bekræfter man, at ”danskerne skal sørge for at gøre deres pligt og salte foran deres grunde.” Men ifølge konsulent ved Forsikringsoplysningen Ole Vidstrup er det langt fra alle, der kender til reglerne, og det kan koste dyrt at undlade at salte.
 
”Der er faldulykker hvert år, som følge af, at nogen skvatter på glatte fortove. Typisk fordi der er smadder glat,” uddyber Ole Vidstrup.
 
Hvis der sker et uheld på fortovene, er det den pågældende grundejer, der har ansvaret, og derfor må betale for udgifterne.
 
 
Saltet skal frem nu
De glatte fortove er, ifølge vagthavende meteorolog hos DMI Bill Vejdergren, kommet for at blive.
 
”I nat var det sæsonens koldeste nat, med ned til fem minusgrader. Det fortsætter et par nætter endnu.” Så der er god grund til at finde saltet frem allerede nu.
 
Hos Vejdirektoratet opfordrer de også danskerne til at være opmærksomme på problemet.
 
”Sommetider kan man ikke se, om det er glat eller vådt, så må folk lige ud og skrabe på fliserne, om det er glat. Man har en pligt til at gøre noget,” siger vinterkoordinator hos vejdirektoratet, Jan Madsen.
 
Det er op til den enkelte at holde fotovene sikre, men nattens frost og de efterfølgende glatte fortove lægger op til, at saltet kommer ud af skurene.
 
 ”De må selv vurdere om de skal i gang, men det kunne godt være aktuelt nu,” uddyber han.
 
Læs også: