Snart vil Dragørs små gader blive fyldt med julelys, julekugler og duften af brændte mandler. ’Jul i Dragør’ har modtaget 87.485 kr. fra den kommunale Kultur- og Eventpulje til at gøre ekstra meget ud af årets lokale julemarked.
Julemarkedet og Dragørs gader forventes at blive ekstra kendt i år, da de danner rammerne for kulisserne i årets julekalender på DR1, genudsendelsen af ‘Tidsrejsen’.
Læs også: Ho-ho-ho: Julemarkeder er den nye festival
Tursimeekspert ved Aalborg Universitet, Henrik Halkier, spår, at julemarkedet vil resultere i en masse gæster:
– Markedet er først blevet kendt en gang, og med genudsendelsen vil det blive endnu mere kendt. Det betyder, at flere er opmærksomme på julemarkedet, og at flere tager derhen, siger han.
Julemarkedet i Dragør
-
- Julemarkedet’ Jul i Dragør’ opstod på baggrund af ’Tidsrejsen’, der blev sendt i 2014.
- Julemarkedet har åbent lørdag og søndag fra 12-17 fra d. 27. november til d. 19. december.
- I år har ’Jul i Dragør’ fået en bevilling fra kommunens Kultur- og Eventpulje på 87.485 kroner.
Kilde: Jul i Dragør og Dragør Kommune
Masseturisme bekymrer borgerne
Samtidig er en eventuel optagelse på UNESCO’s Verdensarvsliste et af de helt store stridspunkter i kommunalvalgkampen, da de tilhørende turister bekymrer mange borgere.
Kenneth Gøtterup (K) støttede som medlem af kommunalbestyrelsen op om beslutningen om tilskud til markedet, selvom partiet er mod en ansøgning til UNESCO’s Verdensarvsliste.
– Julemarkedet vil give noget godt på den økonomiske bundlinje for vores erhvervsdrivende. Samtidig har vi gode erfaringer med mange besøgende på julemarkedet fra dengang ’Tidsrejsen’ kørte på DR1 i 2014.
Dragør-borgeren Thomas Krebs har tidligere på året oprettet borgerinitiativet ’NEJ TAK til UNESCO i Dragør’, fordi han og de øvrige 100 husstande, der støtter op om initiativet, er bekymrede for et stigende antal af turister i forbindelse med en UNESCO-udnævnelse.
– Om sommeren kommer turisterne hver dag. Der vælter det rundt med kinesere, siger han.
Her er julekalenderen ‘Tidsrejsen’ optaget
’Næreturister’ og julemarked er ikke det samme som ’masseturisme’ og krydstogtsskibe
Dog ser han helt anderledes på de turister, som han forventer vil komme til byen i forbindelse med genudsendelsen af julekalenderen og julemarkedet.
– Masseturismen og krydstogtskibene skaber kaos i byen. Men det her er nære turister. De kommer igen og igen og har respekt for, at det her også er et sted, hvor folk bor. De turister, der kommer til julemarkedet, er ikke et problem. Det er ikke dem, vi er bange for. Vi er bange for de store mængder af lynturister, siger han.
Læs også: Hvor kommer julemanden egentlig fra?
Det er Kenneth Gøtterup (K) enig i.
– Det er en helt anden type af turister, der vil gøre noget positivt for vores lokalområde.
Arrangørerne bag ’Jul i Dragør’ forventer, at der vil komme mange børnehaver, skoleklasser og børnefamilier både hverdage og weekender.
Samtidig er de beboere, der bor omkring julemarkedet, blevet bedt om at hænge julepynt i deres vinduer. Samtidig åbnede flere beboere under optagelserne deres hjem, så de kunne bruges som kulisser.
– Vi har ikke noget imod, at folk kommer og kigger lidt på de huse, der er med. Så længe det er i små mængder med respekt for vores privatliv, siger Dragør-borgeren Thomas Krebs.
Sådan gjorde vi: Idéen opstod ved en gennemgang af årets julekalendere. Journalisten tog ud, for at fotografere lokationerne og snakke med borgerne. Thomas Krebs, Kenneth Gøtterup (K) og Henrik Halkier er alle blevet interviewet telefonisk.