Nu skal solcreme-kampen tages op igen: »Der skal meget til«

Det er en god idé at holde øje med UV-indekset, da man allerede nu kan blive solskoldet. Foto: pxhere.com

Selvom faktor 50 og børnekinder aldrig har været det perfekte match, skal forældre og pædagoger nu smøre løs. UV-indekset er en målestok for, hvor meget af den hudskadelige stråling der rammer os, og det skal tages seriøst.

Helge Jønch-Sørensen, der arbejder hos DMI og er ekspert i ozonlaget og UV-stråler, siger, at solcremen skal findes frem allerede i dag. Solens UV-stråler kan nemlig være farlige.

– Her på Danmarks breddegrader, er det i april måned, at vi kommer over 3. Og vi er allerede oppe på knap 4 i disse dage. Strålerne går ind og skader cellerne i huden. Det kan gøre, at man bliver solskoldet – man bliver rød – og det er et tydeligt tegn på, at huden er skadet. Det kan føre til, at man over tid udvikler hudkræft eller modermærkekræft. UV-strålerne kan også give øjenskader – svejseøjne, som man kaldte det i gamle dage, forklarer Helge Jønch-Sørensen.

Også Peter Dalum, der er projektchef for Sol- og alkoholkampagner ved Kræftens Bekæmpelse, understreger vigtigheden i at huske at smøre børn ind i solcreme, når solens stråler bager.

Derfor skal indsmøringskampen med sandglade babyer og legelystne børnehavebørn i familiehjem og daginstitutioner allerede starte nu.

– Det er vigtigt. For jo tidligere i livet, man får en solskoldning, jo værre er det, siger Peter Dalum.

Fakta om kræft og sol

  • UV-strålingen er højere i foråret, end de fleste danskere tror.
  • I Danmark er der årligt omkring 2.500 nye tilfælde af modermærkekraft.
  • Kun ca. 10 % af kræfttilfældene skyldes arvelige forhold.
  • 9 ud af 10 tilfælde af modermærkekræft kan forebygges, hvis man tænker sig om, når man er i solen.

Kilde: cancer.dk

Huden er nemlig mindre udviklet tidligere i livet, og UV-strålingen kan derfor lettere påvirke hudcellerne, forklarer Peter Dalum. Jo tidligere i livet, vi bliver udsat for skadelige UV-stråler, jo længere tid har solskaderne til at udvikle sig og gå i en forkert retning.

Typisk vil det være hyppigt gentagende gange af solskoldninger, som medfører kræft, forklarer Peter Dalum.

Når uheldet er ude, og man er blevet rød efter for mange timer i haven, på legepladsen eller på stranden, er der mange, der går for tidligt ud i solen. Men dermed forlænges solskoldningen, og det er farligt.

– Hvis man først er blevet solskoldet, så er skaden sket. Det er som regel smertefuldt, og derfor er det en god idé at blive inde, indtil smerten er fortaget igen. Hvis man er blevet meget solskoldet, så skaller huden også af. Der skal man huske på, at den nye hud er helt lyserød og fin og er slet ikke forberedt på solens stråler. Så er det en rigtig god idé at beskytte den nye hud med tøj – og så langsomt vende tilbage til solen igen, forklarer Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse.

Læs også: Hudlæge-formand: Forbyd populære kræftapps

Brug meget creme

Man kan som hovedregel sige, at man i Danmark som minimum skal bruge faktor 15 og faktor 30 i udlandet. Kræftens Bekæmpelse bruger huskereglen om, at til én krop, skal der én håndfuld solcreme til. Peter Dalum oplever dog ofte, at mange bruger en alt for lille mængde solcreme. Mængden kan være vigtigere end faktoren:

– Hvis man kun bruger halvdelen af den mængde solcreme, man burde, så får man væsentlig lavere beskyttelse. Det gør enormt mange, for der skal faktisk ret meget solcreme til. Men et andet råd er, at man skal smøre så meget ind, at det er ret besværligt at få det smurt ind – og der skal gå noget tid, før at det er tørret ind. Den bedste måde at gøre det på, er faktisk at smøre sig ind to gange med 10 minutters mellemrum, siger Peter Dalum.

De tre solråd

  • Skygge: Søg skygge, så din hud ikke udsættes for direkte sollys, når solen står højest på himlen.
  • Solhat: Brug en solhat med bred skygge og solbeskyttende tøj, der dækker overarme og lår.
  • Solcreme: Brug rigeligt med solcreme, hvor tøjet ikke dækker. Solkampagnen anbefaler mindst faktor 15 i Danmark.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Tøj beskytter også

Helge Jøncher-Sørensen fra DMI understreger dog, at der ikke er behov for en hysterisk indsmørings-rutine, hvis man sidder indenfor en hel dag. Men når man bevæger sig ud i solens stråler, skal der solcreme til – også selvom det ikke er varmt:

– Ansigter, hænder og andre udsatte steder bør smøres. Også selvom resten er pakket ind i tøj, lyder rådet fra Helge Jøncher-Sørensen.

For mange kan det være svært at gennemskue, hvornår UV-indekset er højt, og til det har Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen udviklet en gratis appen ‘UV-INDEKS’.

Derfor opfordrer Peter Dalum til at holde øje med UV-indekset i appen:

– Den fortæller dig hvor høj, UV-strålingen er, det sted du er. Man kan også indtaste sin hudtype i appen, og så angiver den hvor meget tid, du kan være ude den pågældende dag, uden at blive solskoldet, siger han.

Læs også: Pas på: Forårssolens første stråler er farlige

Sådan gjorde vi: Forårssolen aktualiserede nyheden. Skribenten fandt information om emnet på cancer.dk samt på DMIs hjemmeside. Begge kilder er interviewet telefonisk.