Helsingør har slået et slag for klima og bæredygtighed med en lang række af grønne tiltag, heriblandt synliggørelse af øko-certificerede alternativer til dagligvarer og facilitering af borgermøder om energisikring af hjemmet.
D. 27. oktober 2022 blev deres indsatser internationalt anerkendt, da Helsingør Kommune vandt den prestigefyldte European Green Leaf Award, som uddeles af Europa-Kommissionen til byer eller kommuner på mellem 20.000-100.000 indbyggere for en ekstraordinær indsats inden for miljø og bæredygtighed.
Kommunen har også været blandt finalisterne i 2020 og 2021, så tredje gang blev lykkens gang.
Om European Green Leaf Award:
- Europa-Kommissionen lancerede European Green Leaf Award i 2015.
- Prisen uddeles hvert år til maksimum to europæiske byer eller kommuner ud fra deres indsats på seks miljømæssige områder:
- Natur, biodiversitet og bæredygtigt landbrug
- Luftkvalitet og støj
- Vand
- Affald og cirkulær økonomi
- Klimaforandringer og energiindsats
- Bæredygtig urban mobilitet
Kilde: European Commission
Helsingør vandt prisen på baggrund af kommunens håndtering af den igangværende energikrise, ved fremskyndelse af energirenovering af bygninger og omstillingen af varmekilder, inklusiv etableringen af fjernvarme, samt en rekonstruktion af kommunens kloaksystem, så regnvand og spildevand adskilles for at forbedre vandkvaliteten og -effektiviteten.
Som vinder af European Green Leaf Award 2024 får Helsingør Kommune tildelt en præmiesum på 200.000 euro, hvilket svarer til omkring 1,5 millioner danske kroner.
Vindernes fremlagte fremtidsvision skal implementeres over de næste 14 måneder, så resultaterne kan ses i vinderåret 2024.
Helsingørs særlige indsats
Helsingørs viceborgmester og formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget, Mette Lene Jensen (V), fortæller om en lang række grønne tiltag, som Helsingør Kommune har implementeret.
– Vi gik ind i denne her konkurrence med en samling af rigtig mange forskellige initiativer. Og det er et samarbejde mellem kommuneadministrationen, Forsyning Helsingør, virksomheder og borgere. Vi har faciliteret borgermøder med håndværkere, banker og energistyrelsen i forhold til, hvad borgere kan gøre for at energisikre og energirenovere deres egen bolig, siger hun.
Læs også: Viceborgmester om grøn pris: Det er et boost for Helsingør
Gode råd til energisikring- og renovering af egne hjem:
- Vent med at benytte strømslugende maskiner til døgnets strømpriser er lave
- Skift eventuelt gamle hårde hvidevarer ud
- Tænd alle radiatorer på lav varme frem for én radiator på høj varme
- Luft ud én gang i døgnet i hele huset i stedet for løbende
- Skift til energirigtige vinduer
Kilde: Mette Lene Jensen, Helsingør Kommune
Mette Lene Jensen fortæller også om, hvordan de har samarbejdet med GoGreen Danmark for at synliggøre miljøvenlige alternativer til dagligdagsvarer og lignende.
– Vi har lavet et GoGreen-kort, som viser GoGreen-områder, hvor man kan gå eller cykle rundt i Helsingør Kommune. Den viser også, hvor der er øko-certificerede eller GoGreen-butikker eller -restauranter, hvis man gerne vil have GoGreen-certificeret shampoo, hudpleje, møbler eller andet, som er bæredygtigt. En masse virksomheder har været inde over denne GoGreen-tankegang og er blevet certificerede, siger hun.
Helsingørs motto i prisuddelingsprocessen har været “sharing is caring”, hvilket relaterer til borgere og lokale virksomheder involveret i at opnå grøn omstilling.
To vindere med forskellige udfordringer
Helsingør Kommune deler European Green Leaf Award 2024 med den slovenske by Velenje.
Koordinator for Klimasekretariatet hos Helsingør Kommune, Gitte Larsen, siger, at Europa-Kommissionen i år har gjort det meget klart, at de har valgt både en nordeuropæisk og en sydeuropæisk by, fordi de to områder står overfor meget forskellige udfordringer og dermed også er meget forskellige steder i deres grønne udvikling.
– Den slovenske vinderby, Velenje, er en by med en masse kulproduktion, som skal udfases inden for få år, og det er klart, at de står med nogle helt andre udfordringer, end vi står med. Dommerne har opfordret os til at samarbejde eller lære af hinanden i forbindelse med Green Leaf-året 2024, siger hun.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra et tweet fra Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), der delte, at Helsingør vandt European Green Leaf Award 2024. Herfra undersøgte journalisten prisen i sig selv og kontaktede kilderne for citater. Begge kilder er interviewet over telefon.