Derfor regner det mest om efteråret

Det regner mest om efteråret Foto: freedigitalphotos.net
Det regner mest om efteråret
Foto: freedigitalphotos.net

Efteråret er over os, og efterårsregnen har allerede flere gange resulteret i store vandpytter på cykelstierne og drivvåde morgentrafikanter. Men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det regner dobbelt så meget om efteråret, end det gør om foråret. Statistisk set falder der 80 til 85 millimeter regn om måneden fra august til november, sammenlignet med 40 millimeter i forårsmånederne marts og april. Og det er der en helt naturlig forklaring på.

Der en relativ høj fordampning, som kommer op i en kold atmosfære. Derfor vil du også få mere nedbør.
Mikael Scharling, klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut

Mikael Scharling, klimatolog fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), forklarer, at det regnfulde efterårsvejr er påvirket af havet, der omkranser Danmark. Havet bliver varmet op i løbet af sommeren, og når det bliver efterår, falder lufttemperaturen hurtigere end vandtemperaturen. Det skaber en ubalance i atmosfæren, som giver mere regn.

Læs også: Kraftig morgenregn gav store trafikproblemer

Så meget regner det i efterårsmånederne

10 års vejrnormal for 2001-2010
viser gennemsnitlige regnmillimeter per måned

  • August: 91 millimeter
  • September: 62 millimeter
  • Oktober: 83 millimeter
  • November: 75 millimeter

Kilde: DMI

– Når vi kommer herhen på efteråret, er Atlanterhavet stadig ret varmt. I og med at der er den temperaturforskel på lufttemperaturen og havtemperaturen, så er der en relativ høj fordampning, som kommer op i en kold atmosfære. Derfor vil du også få mere nedbør, siger han.

Glæd dig, når det regner
Selvom man let bliver deprimeret af den grå og regnfulde himmel, minder Mikael Scharling om, at der også er positive sider af regnvejret.

– Vi skal være glade for, at vi har et nedbørsklima i Danmark, hvor vi har nedbør året rundt, det gør jo en masse gode ting. Vi er nok et af de lande i verden, der har det bedste grundvand overhovedet, fordi vi har en god jordbund, masser af nedbør og ingen rigtige tørkeperioder. Så vi har altid godt drikkevand. Men det er måske ikke lige det, man tænker på, når man ser ud på gråvejret, siger han.

Det er en generel tendens, at det regner mere nu end tidligere. Det er blandt andet på grund af den globale opvarmning
Eigil Kaas, meteorolog ved Niels Bohr Instituttet

Det regner mere end tidligere
Mellem 2001 og 2010 har det gennemsnitligt regnet mere i efterårsmånederne, end det gjorde mellem 1961 og 1990. Meteorolog Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet forklarer, at det blandt andet skyldes den globale opvarmning.

– Det er en generel tendens, at det regner mere nu end tidligere. Det er blandt andet på grund af den globale opvarmning. Hvor meget der fordamper og hvor meget det regner, de to ting er jo tilsammen lige store, når man ser på hele jorden. Det vil sige, at når vi har en varmere atmosfære, så er der simpelthen lidt mere gang i denne her proces med fordampning og nedbør, siger han.

Der er selvfølgelig en vis usikkerhed omkring statistikken, når den kun er baseret på en periode på ti år, der giver mere plads til tilfældigheder, understreger Eigil Kaas.

Læs også: Københavnerne fik en våd start på ugen

 

2 Responses to "Derfor regner det mest om efteråret"