Eftermiddagen lørdag den 15. april på Bellevue Teater står i Ukraines tegn. I samarbejde med SOS-børnebyerne afholder Bellevue Teater en ”særforestilling” af musicalen Skammerens Datter, der skal lede publikums tanker hen på krigen i Ukraine. Billetterne til forestillingen koster 50 kroner mere end normalt, hvor det overskydende beløb går til SOS-børnebyerne. Der er 742 pladser i salen, så der er mulighed for at indsamle 37.100 kroner.
– SOS-børnebyerne vil have en lille bod, hvor de sælger nogle ting, og der vil være ukrainske flag i flagstængerne. Søren Pilmark, der er ambassadør for SOS-børnebyerne, skal holde en tale om SOS-børnebyernes arbejde, og hvad han laver. Derefter vil han byde Ukraineklassen fra Tjørnegårdskolen op på scenen, der skal synge en sang, fortæller teaterdirektør Pia Jette Hansen.
Mette Storm Jeppesen, der er frivillig i SOS Børnebyerne Gentofte, fortæller, at pengene er målrettet de børn og familier, der stadig bor i Ukraine
– Pengene går til hjælp til familier, der er ekstra udsatte i Ukraine. Det er hjælp til at få mad, rent vand, medicin, tæpper, men også krisehjælp og psykisk bistand.
Billetter til Skammerens Datter
– Billetterne til “særforestilling” koster mellem 220 og 475 kroner
– Billetterne kan findes på Ticketmaster eller gennem Bellevue Teaters hjemmeside
Kilde: Bellevue Teater
Børn fra Ukraine synger i kor
Forestillingen indledes med sang i kor af børn fra Ukraine, der i øjeblikket går i skole i Danmark på grund af krigen i deres hjemland. Børnene er mellem syv og ti år og går i såkaldte ”Ukraineklasser” på Tjørnegårdsskolen og Maglegårdsskolen I Gentofte.
– Børnene er spændte. Vi havde en generalprøve, hvor de skulle synge for resten af skolen, og det gik rigtig godt, fortæller Martin Drescher, der er lærer i Ukraineklassen på Tjørnegårdsskolen.
Børnene skal synge ”Chervona Kalyna”, som er en sang nøje udvalgt af korets dirigent, som også er mor til en af børnene. Sangen handler om, hvordan Ukraine vil rejse sig og kæmpe for frihed.
Læs også: Krigen i Ukraine kan spænde ben for renovation af Ishøj Teater
Har tidligere i år indsamlet 100.000 kroner
Bellevue Teater har gode erfaringer med at indsamle penge til velgørende formål.
– Før jul blev vi spurgt, om vi ville lave et lignende arrangement til fordel for iranske kvinders frihed. Det var et rigtigt fint arrangement, hvor vi faktisk fik samlet knap 100.000 kroner ind, fortæller teaterdirektør Pia Jette Hansen stolt.
Billetterne til “særforestillingen” af Skammerens Datter er endnu ikke udsolgt.
Sådan gjorde vi: Gentofte Kommune reklamerede for arrangementet på deres facebookgruppe. Efterfølgende kontaktede journalisten Bellevue Teater og Tjørnegårdsskolen for at indsamle mere information om arrangementet og børnekoret.