Bleer, babyalarmer, barnevogne og måske lidt snak om bajere: Velkommen til Fars legestue

Tim Willumsen med datteren Thyra på syv en halv måned. (Privatfoto)

Dørene er nu slået op for Fars Legestue i Albertslund.

Tre fædre, med deres små døtre på armen, er mødt op til leg, babysnak og en veldisponeret portion mandehørm. Fysioterapeuten Mikkel Kirkevang, der er tovholder på arrangementet, sørger for at de tre fædre bliver introduceret for hinanden, men der er ikke det store behov for igangsætning af hverken baby- eller farsocialisering.

Der breder sig hurtigt en naturlig og afslappet stemning i rummet, og det er ikke så mærkeligt, mener  Tim Willumsen, som er en af de tre fædre, der deltager.

– Det nemmeste at være sammen om er børn og hunde, siger han.

Derfor kommer tungen hurtigt på gled, smilebåndene i aktion og en lun farhumor sætter sit præg på stemningen rummet.

Tim Willumsen har set, hvordan hans kæreste er kommet slæbende hjem med nye veninder fra mødregrupper hver uge under hendes barsel. Det inspirerede Tim Willumsen til at tage affære og tage kontakt til sundhedsplejen i Albertslund.

– Jeg oplevede, at jeg godt kunne tænke mig at mødes med nogle andre fædre, hvor vi havde børn til fælles og kunne starte noget op sammen. En større chance for at starte noget succesfuldt kommer jo nok ved, at man mødes omkring noget, man har en passion for.

Derfor ringede Tim Willumsen og forhørte sig hos Albertslund sundhedspleje, hvor der var hurtig respons.

– Der skal lyde en kæmpe, kæmpe ros til sundhedsplejen. Der gik halvanden uge, fra at jeg havde jeg sendt et oplæg til sundhedsplejen med et forslag til, hvordan man kunne gøre det, til at der var en flyer ude hos andre borgere, og så var arrangementet en realitet med det hele fastsat.

Læs også: Fædre i Albertslund får nu en legestue, når de er på barsel

Hvornår er der legestue?

Tidspunkt: Mandage fra 13:30-15:00
Aldersgruppe: 0-3 år
Pris: Gratis
Tilmelding: Ikke nødvendig
Sted: Sundhedsplejen
Sydskolen
Løvens Kvt 17, bygning A
2620 Albertslund

Kilde: Farforlivet.dk

Hvorfor far og KUN far?

– Man kan diskutere, hvorfor det er vigtigt, at det kun er far, der er til stede, men vigtigt er det i hvert fald, at fædrene får lov til at gøre det på deres måde. Der står ikke en mor, som måske synes, hun har en bedre idé om, hvordan noget skal gøres. Jeg tror, at fædrene får lov til at gøre deres egne erfaringer sammen med andre fædre, forklarer sundhedsplejerske, Lisbeth Johanning.

Tim Willumsen har reflekteret over den nærhed, som ganske instinktivt og naturligt opstår imellem mor og barn i den første fase af livet, som i høj grad er forbeholdt kvinder.

– Jeg synes et eller andet sted, at det er utroligt snyd, at jeg ikke har kunnet amme, fordi det ser simpelthen fantastisk ud, altså det de kan få sammen ved at gøre det. Desuden kan man kan se, hvor stor en relation det danner imellem dem, og hvor tætte de bliver, mor og barn. Det kunne jeg da virkelig også godt tænke mig.

Flere mødre end mænd er på barsel, og netop denne kendsgerning ser Tim Willumsen som en afgørende faktor i, at mødre danner flere relationer i den første periode af barnets liv. Derfor mener Tim Willumsen også, at tiltag som Fars legestue i den grad har sin berettigelse.

(Max Kofoed og Tim Willumsen i hyggestund med døtrene Sally og Thyra.: Privatfoto)

– Der er mange flere mødre på barsel, så netværket er større. Det vil sige, at hvis man tager til babysvømning, salmesang osv. i forbindelse med barsel, så er mødrenes chance for at danne relation til nogle andre kæmpestor i forhold til, hvis du er far, og du går til et arrangement, hvor der ikke er lige så mange fædre, siger han.

– Jeg synes, det gør noget specielt, at det kun er fædre, der er til stede her. Man snakker og opfører sig anderledes, og man slapper måske også af på en anden måde. Der er bare et eller andet naturligt mænd imellem, og jeg tænker, at kvinder har det på samme måde.

Tim Willumsen håber på, at tendensen i tiden, øremærket barsel og flere tilbud til fædre på barsel kan skubbe udviklingen yderligere i retningen af en naturlighed i, at der er to primære voksne til et barn. Desuden håber Tim Willumsen, at det at blive anset som en ”engageret far”, fordi man deltager og er involveret i sit barn, kan blive til noget man trækker på skuldrene af, fordi.. ”selvfølgelig er man det”.

Sådan gjorde vi: Journalisten havde i forvejen skrevet en artikel om, at Fars legestues i Albertslund åbnede i mandags. Journalisten var blevet fortalt igennem sundhedsplejen, at en henvendelse fra en far var med til at give dem det sidste skub mod at etablere legestuen. Derfor tog journalisten mandag ud for at snakke med faren om, hvilke tanker faren han gjort sig i forbindelse med sin henvendelse og hvilke bekymringer/oplevelser/tanker han gjorde sig i forhold til at være far. I forbindelse med besøget, foretog journalisten interviews med henholdsvis sundhedsplejersken Lisbeth Johanning, fysioterapeuten Mikkel Kirkevang og far til Thyra, Tim Willumsen.