Traditionen tro maler Tuborg byen blå og hvid på fredag, når dette års julebryg kommer på gaden. Men den traditionelle julebrygsflaske ankommer ikke alene. Den får følgeskab af en særlig udgave, der er møntet på barmiljøet.
Designet til den nye flaske har været længe undervejs. Selvom det var julebryggens Facebook-fans, der i juni valgte designet, så vender de tommelfingeren nedad nu, hvor julebryggen står for døren.
Designet har skabt debat blandt julebryggens ca. 60.000 Facebook-følgere. ”Den er grim”, ”hvorfor skal min julebryg ligne en Cult-Shaker?” og ”det fastelavnsris kommer ikke på mit julebord” lyder tilbagemeldingerne.
Fræk flaske til barmiljøet
Facebook-fansene mener dog, at humlen er, at flaskens indhold er, som vi kender det. Desuden skal vi heller ikke undvære den traditionelle flaske.
”Den gamle flaske er stadig frontfiguren – det her er festversionen,” fortæller produktchef hos Tuborg Julebryg, Jeppe Boel.
”Den gamle flaske er fed, men de unge i barmiljøet synes, det er federe med en flaske, der er lidt frækkere i designet,” siger han, og forsætter:
”Vi vil aldrig lave grundlæggende om på Tuborg Julebryg universet, men vi skruer lidt på nogle knapper og forsøger at skabe noget nyt.”
Fornyelse modsiger tradition
”Det er svært at ændre et brand, der er så traditionsbunden, som julebryggen er. Der er en grundlæggende modsigelse mellem at være traditionsbåret og ønsket om at forny sig,” siger Tore Kristensen, der er professor MSO på Institut for Afsætningsøkonomi på CBS.
”Tradition har stor betydning for markedsføring. Det vækker genkendelse og gensynsglæde. Man bliver glad, når man ser, at julebryggen er her igen,” siger han.
Nyt design ændrer ikke traditionen
Julebryg-traditionen, som vi kender den, er faktisk ikke så gammel. Tuborg Julebryg blev lanceret i 1981, men traditionen er blevet utrolig populær blandt mange danskere. Det fortæller traditionsforsker Anders Christensen.
”Når det handler om juletraditioner, er mange mennesker totalt bundet op på, at tingene skal være, som de var sidste år. Sådan er det også, når julebryggen kommer på gaden,” siger han.
Selvom det nye design skruer på traditionen, er både traditionsforsker Anders Christensen og professor i afsætningsøkonomi Tore Kristensen enige om, at det nye design ikke har nogen indflydelse på traditionen.
”Traditionen handler jo om, at mange danskere samles og går i byen og holder en dejlig fest med hinanden. Det er der ikke nogen etikette, der kan ændre på,” konkluderer Anders Christensen.
Læs også: