Når andre familier stimler sammen i juletiden og mæsker julemiddagen i sig for efterfølgende at forkæle hinanden med gaver, er der stadigvæk mange familier i Danmark, som gruer for juletiden, fordi de ikke kan give deres nærmeste den jul, som de ønsker.
En lokal julehjælpsorganisation i Frederikssund, med navnet Julehjerter, som drives af Charlotte Drue, arbejder hårdt på at give så mange som muligt i lokalsamfundet en god juleaften.
Julehjerter er organiseret på en helt særlig måde. Her er der alsidig hjælp, ingen ansøgningsfrist og lever du op til kriterierne, får du ikke nej til hjælp.
Ingen får nej
Siden 2019 har Julehjerter ikke afvist en eneste ansøger, som levede op til kriterierne for at modtage julehjælp, og det er Charlotte Drues forventning, at det heller ikke bliver tilfældet i år. Men hun er klar til, at der måske kommer overraskelser, siger Charlotte Drue.
– Jeg har altid nogle, der står i baggrunden, hvis der er et eller andet, der går helt galt, så går folk ud og køber noget, siger hun.
Charlotte Drue har et godt kendskab til sit lokalsamfund, hvilket betyder, at udover dem, som ansøger om julehjælp, kender Charlotte Drue også til familier, som har det svært, men som ikke selv søger om julehjælp hos hende.
Disse familier og enlige bliver heller ikke nødvendigvis glemt.
– Sidste år var jeg så heldig at få doneret nogle julekurve med andesteg, rødvin, cola, og fløde, alt til julemaden. Der kørte jeg en runde til nogle af dem, jeg kender, som ikke har søgt om julehjælp, fordi jeg ved, at de er max presset, siger hun.
Indtil videre har 70 familier ansøgt om julehjælp gennem Julehjerter, men Charlotte Drue forventer at komme op på 100 familier inden jul.
Nedenfor er en graf, som viser hvor mange penge Julehjerter har samlet ind siden 2019 til julehjælp.
Læs også: Ansøgere til julehjælp stiger igen: »Vi tager ikke problemet alvorligt nok«
Ingen ansøgningsfrist
Når Julehjerter ikke fastsætter en ansøgningsfrist, giver det mulighed for at hjælpe langt flere familier og enlige, som ellers kunne sidde med ondt i maven juleaften.
– Sidste år fik jeg 8 børn, der kom ind meget sent, som skulle have julegaver, hvor vi genåbnede vores ønsketræ. Det klarede vi på to timer, så var der nogle, som hentede juleønskerne til de børn, siger Charlotte Drue.
Hvilken julehjælp yder Julehjerter?
- Uddeling af gavekort til dagligvarer
- Ønsketræ, hvor børn kan hænge et stykke papir med et juleønske på et juletræ, hvor frivillige køber gaven til dem.
- Organisering af uddeling af pakkekalender
- Organisering af uddeling af adventsgaver
- Uddeling af hjemmebag
Det omfattende arbejde
Organisationen drives af en kvinde, men hele lokalsamfundet hjælper med at holde hjulene igang, fordi arbejdet er stort for en person. Dette gøres bl.a. ved, at den lokale ejendomsmægler lægger hus til Ønsketræet, og lokale kunstnere donerer værker til den årlige kunstauktion, hvor overskuddet går til Julehjerter.
– Det betyder sindssyg meget, når det lokale erhvervsliv og lokale kunstnere støtter op, fordi det giver en blåstempling af, at det jeg gør, er en god ting.
Med lokalsamfundets mange donationer og involveren i Julehjerter er det også muligt at holde udgifterne i bund.
En lokal revisor donerer sin tid til at lave Julehjerters regnskab. På samme måde får Julehjerter doneret brug af et lokale til kunstauktionen. Disse ting ville ellers havne som en udgift.
Læs også: Velgørenhed erstatter velfærd i flere kommuner
Julehjælp i Danmark
Ifølge Thomas Røddik Korneliussen, chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark og TUBA, er der brug for al den hjælp, som man kan få i juletiden.
Blå Kors har allerede modtaget samme antal ansøgninger til julehjælp, som de gjorde sidste år – og kalenderen viser som bekendt stadig november.
– Sidste år var der rekord i ansøgninger til julehjælp p.g.a. inflationskrisen, der var der rigtig mange ansøgninger hvor vi fik omkring 12.000. Det var en væsentlig stigning i forhold til året før. Allerede to uger før vi lukker ned for ansøgningsfristen i år, rundede vi 12.000 ansøgninger igen, siger han.
Selvom Blå Kors er en national organisation, foregår meget af arbejdet forskellige steder rundt omkring i landet. På den måde skabes et kendskab til lokalområderne.
– Blå Kors Danmark er en landsdækkende organisation med institutioner, væresteder og støttetilbud spredt ud over landet. Alle vores lokale tilbud har et naturligt kendskab til deres lokalområde som de bruger i deres daglige hjælpearbejde, siger Thomas Røddik Kornelliussen.
Thomas Røddik Kornelliussen lægger også vægt på, at alle initiativer, som kan være med til at give en bedre jul til dem, som har brug for det, er kærkomne.
– Jeg synes alle initiativer, der er rundt omkring, uanset om det er en lokal spejderforening, husmorforening eller strikkeklub, som støtter julehjælpen, er alletiders, fordi der er bare brug for de penge, siger han.
Sådan gjorde vi: Artiklen udspringer af et opslag på Facebook. Herfra kontaktede vi stifteren af Julehjerter. Vi kontaktede også en medarbejder i Blå Kors, som kunne fortælle mere om julehjælp fra et nationalt perspektiv.
One Response to "Charlotte hjælper, så ingen bliver afvist: »De er max presset«"