Dansk Filminstitut har sammen med en række samarbejdspartnere udviklet ErindringsBio, som er et filmtilbud til demensramte, der skal være med til at øge deres selvtillid samt give meningsfulde samtaler mellem pårørende og demensramte.
Ideen om ErindringsBio udsprang af Dansk Filminstitut, som gerne vil være noget for hele den danske befolkning og vidste, at der manglende et tilbud til demensramte. På baggrund af et pilotprojekt hvor de havde undersøgt, hvordan film fungerede til at fremme erindringer hos demensramte, fik Dansk Filminstitut penge fra den AP Møllerske støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond til at udvikle ErindringsBio.
ErindringsBio er blevet udviklet ud fra andre brugte metoder, hvor man, blandt andet, bruger film til at fremme erindringer hos mennesker med demens.
Når man pludselig sidder og kan tale om noget fra sin barndom og ungdom, så føler man sig ovenpå, og det giver selvfølgelig noget selvtillid
Christine Bøge Lejre, projektleder for ErindringsBio
Biografture kan øge selvtilliden
– Når man lever med demens, er man kognitivt udfordret, og oplever måske rigtig meget modstand i sin hverdag, fordi man ikke forstår, hvorfor man skal det her eller, hvad det går ud på. Når man pludselig sidder, og kan tale om noget fra sin barndom og ungdom, så føler man sig ovenpå, og det giver selvfølgelig noget selvtillid, siger Christine Bøge Lejre, som er projektleder for ErindringsBio.
Tilbuddet er ikke kun tiltænkt de demensramte, men også deres pårørende som kan føle, at det kan være svært at få en meningsfuld samtale i gang. Konceptet er tiltænkt, at det skal ses som en aktivitet, hvor der efter filmen bliver lagt foldere med billeder fra filmen, så der er noget konkret, snakken kan tage udgangspunkt i.
Læs også: Nyt dansk værktøj skal forbedre udredningen af demens
Dansk Filminstituts erfaringer viser også, at det betyder meget for de pårørende at kunne dele kulturoplevelser igen.
– Jeg havde et ægtepar inde, som ikke havde været i biografen i 20 år, som synes det var helt fantastisk at få lov at dele en kulturoplevelse sammen igen, siger hun.
Demens i Danmark
- Langt de fleste diagnosticeres med demens, efter de er fyldt 80 år, men demens forekommer også blandt yngre mennesker
- Demens er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark
- I Danmark anslås det, at der lever 96.000 mennesker på 65 år eller derover, som lever med demens. Antallet forventes at vokse til mere end 134.000 mennesker i 2025 som følge af en stigende ældrebefolkning
Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens
ErindringsBio i fremtiden
Varny Hansen har gennem en lang årrække været frivillig kasserer i Hvalsø Biograf, men han fungerer i dag som tovholder på ErindringsBio i Hvalsø.
Senere på året skal ErindringsBio evalueres, hvor de frivillige i Hvalsø Biograf skal tage stilling til, om de fortsat vil invitere Lejre Kommunes borgere på en nostalgisk rejse, hvor deres erindringer bringes til livs.
– Mit forslag er, at vi fortsætter næste år med fire forestillinger – en i hvert kvartal. Samme koncept som nu, hvor de efterfølgende snakker om filmen over en kop kaffe og et stykke kage, siger Varny Hansen.
Arrangementet i Hvalsø Biograf d. 13 november var det andet i Hvalsø Biograf, og det blev mødt af stor opbakning fra både plejepersonale og dets borgere.
– Jeg synes, at det er meget spændende og dejligt, at der bliver taget initiativ, siger Jens Frellsen Kjems, der gennem filmen blev mindet om hans tid som freelance sejlsportsjournalist for Berlingske, hvor han blandt andet dækkede De olympiske lege i München og Mexico.
– Jeg vil meget gerne komme igen, siger han, der er borger på et plejehjem i Lejre Kommune, da han bliver spurgt ind til, om han håber, ErindringsBio fortsætter i Lejre Kommune.
Filmene, der vises i ErindringsBio, har en varighed på 20 til 30 minutter, og er alle optaget i 1950’erne til 1970’erne. De er blevet renset og digitaliseret, så er er blevet seværdige.
Læs også: Ny handlingsplan skal forbedre demensområdet
Sådan gjorde vi: Ideen er fundet på Lejre Kommunes egen hjemmeside. Christine Bøge Lejre er interviewet telefonisk. Varny Hansen og Jens Frellsen Kjems er interviewet fysisk. Tal over demens-ramte i Danmark er fundet på Nationalt Videnscenter for Demens.