Ny politisk uenighed om vejen til grøn erhvervsvækst i Egedal

Grønne arbejdspladser er en mulig løsning på tiltrækningen af mere erhvervsliv i Egedal.

Foto: Wikimedia Commons

Egedal Kommune vil i fremtiden forsøge at tiltrække mere erhvervsliv til kommunen, hvilket blandt andet skal ske gennem en udvikling af bysamfundet og etablering af flere lokale arbejdspladser. I den forbindelse er der også et fokus på, at de allerede eksisterende virksomheder i kommunen skal have mulighed for at udvikle sig, men det skal ske på en måde, der går hånd i hånd med en grønnere omstilling. Udviklingen af erhvervslivet i Egedal er, ifølge kommunens planstrategi fra 2023, en løsning, der skal sikres gennem et arbejde mellem kommunen og erhvervsforummet.

Læs også: Ekspert: Grøn asfalt batter ikke meget i klimaregnskabet

Grønnere arbejdspladser skal tiltrækkes

Som et led i planstrategien fremgår det, at det er en målsætning, at der i fremtiden skal tiltrækkes flere, grønne virksomheder til kommunen.

– Et eksempel på, hvordan man kan skabe grønne virksomheder i Egedal Kommune er blandt andet ved at skabe grønne turistattraktioner i kommunen. Det kunne være en gennem cykelruter, hvor nogle af de turister, der ankommer til København, ville kunne cykle rundt i kommunen og opleve nogle af de oplevelser, som den grønne natur og skove, som vi kan tilbyde her i Egedal Kommune, siger Jens Skov (SF), der er medlem af byrådet i Egedal Kommune

Ole Hovøre (V), der ligeledes er medlem af byrådet, ønsker også at få flere arbejdspladser til Egedal Kommune, men her er væksten i sig selv det væsentlige.

– Der er ikke mange, der er interesserede i at få en stor betonfabrik med store lastbiler til deres kommune, men det er også en måde at få flere arbejdspladser på. Men vi vil jo selvfølgelig også gerne have nogle af de lettere virksomheder til kommunen og hvis de producerer noget grønt, så gør det heller ikke noget, siger han.

Centraliseringen som modfaktor

Af Egedal Kommunes egen hjemmeside fremgår det, at mere end 80% af arbejdsstyrken i kommunen på nuværende tidspunkt arbejder udenfor kommunens grænser. Det kan på mange måder ses som et resultat af Fingerplanen, der blev lanceret tilbage i 1947, som havde til formål at sikre nem transport til og fra det centrale København.

– Hvis vi ikke er den kommune med flest borgere, der pendler ud af byen, så er det tæt på. Det sker på grund af vores placering, siger Ole Hovøre fra Venstre.

Et tiltag der skal bidrage til, at der i fremtiden ikke blot er pendlere ud af kommunen, men derimod også ind, er etableringen af det nye område omkring Egedal station. Til det siger Ole Hovøre (V).

– Vi er ved at etablere Egedal By, hvor der er kommet en stor ny s-tog station, hvor der er plads til vækst og udvikling af erhverv. Det er sådanne tiltag, der kan være med til at tiltrække fremtidige virksomheder til vores by.

Læs også: Elbiler i Egedal er et led i klimaneutralitet i 2045

Jens Skov (SF) har en anden løsning til, hvordan man kan udvikle erhvervslivet i kommunen.

– Det er ikke en målsætning nedskalere antallet af pendlere ud af byen fra de 80% til eksempelvis 20% ved at tiltrække store produktionsvirksomheder. Det giver ikke mening at prøve at omdanne Egedal på den måde. Derimod kunne det give mening at samle medarbejdere, som bor i kommunen, fra de større virksomheder, i mindre erhvervsfællesskaber. Vi skal selvfølgelig have en vis del mindre virksomheder og gerne nogle, der også kan vokse.

Planstrategien blev endeligt vedtaget i Egedal Kommunes byråd d. 25 oktober 2023.

 

Fakta om arbejdsstyrken og erhverslivet i Egedal Kommune

  • 30 hektar er udlagt til fremtidig erhvervsdrivelse
  • 2.000 virksomheder i Egedal Kommune
  • 13.850 bliver beskæftiget i kommunen
  • 22.000 borgere udgør arbejdsstyrken

Sådan gjorde vi: Gennem research på Egedal Kommunes hjemmeside fandt vi planstrategien fra 2023. Ved nærmere gennemlæsning fangede punktet om flere virksomheder i kommunen vores interesse. I forlængelse af dette foretog vi to telefoninterviews med henholdsvis Jens Skov fra SF og Ole Hovøre fra Venstre for at høre deres mening om, hvordan det skulle realiseres.