Når du hopper på bussen i Københavnsområdet i november måned, vil du måske blive mødt af en kvindelig buschauffør med et påklistret overskæg. Arriva bakker for tredje år i træk op om kampagnen Movember, der sætter fokus på mænds sundhed og prostatakræft.
Det sker som tidligere ved, at busserne fra i dag kører med overskæg. Alligevel ser busserne ikke helt ud, som de plejer at gøre i november. Arriva har nemlig opgraderet kampagnen.
– Hvor vi sidste år kørte med en enkelt type overskæg, så kører vi med fire forskellige i år. Nogle lidt mangfoldige overskæg, fortæller Morten Nissum Larsen, der er kommunikationsmedarbejder i Arriva og kampagneleder på Movember projektet.
Derudover har Arriva også gjort det muligt for kvindelige medarbejdere at støtte sagen.
– Man kan sagtens være med som kvinde, men det er klart, at man jo ikke kan gro et overskæg. Derfor har vi fået produceret nogle små overskægsklistermærker, som de kan have på for at vise, at de også støtter op om det, fortæller han.
Movember er rigtig gode til at gå ud og ramme lidt yngre målgrupper og til at lave lidt mere alternative ting
Carina Winther, Kræftens Bekæmpelse
Morten Nissum Larsen mener, at Arriva har været med til at plante Movember budskabet i folks bevidsthed.
-Specielt første gang der kom overskæg på busserne, kom det som en stor overraskelse, hvor folk spurgte, hvad det var, det gik ud på. Nu er det mere blevet sådan en ting, som folk forventer. Så på den måde har det ændret sig i folks bevidsthed, fortæller han.
Kræftens Bekæmpelse: Jo mere fokus på cancer, jo bedre
Movember er en international bevægelse, og kampagnen møder opbakning hos Kræftens Bekæmpelse. Kampagneleder Carina Winther understreger, at så længe oplysningen sker på en ordentlig og gennemsigtig måde, så kan der ikke komme for meget fokus på cancer.
- Movember sætter fokus på prostatakræft, der er den mest udbredte form for kræft blandt mænd
- Movember blev startet i Australien i 2003 og kom til Danmark for første gang i 2011
- I 2012 havde Movember 15.000 danske medlemmer og indsamlede mere end 2,3 millioner kroner
- Mere end tre millioner mænd og kvinder deltager i 21 lande
- For at deltage kan man oprette en profil på movember.com, og løbende lægge billeder op af sit overskæg
– Movember er rigtig gode til at gå ud og ramme lidt yngre målgrupper og til at lave lidt mere alternative ting. De gør det anderledes og med et andet twist, end vi gør. Og det synes jeg er fint, siger hun.
Carina Winther påpeger, at det er vigtigt at sætte fokus på kræft blandt mænd, og at det derfor udelukkende er positivt, at flere organisationer tager emnet op.
– Der er store fordele ved, at de går ind og løfter hele opmærksomheden omkring mænd og kræft, fordi det er et område, hvor mænd er dårligere til at gå til lægen, og der er flere mænd end kvinder der dør af kræft, siger hun.
Læs også:
Voxpop: Movember dikterer skovsneglen på din chaufførs overlæbe