De ældre i Allerød Kommune skal have råd til at blive i byen

Bymidten
Byggeplads i Allerød bymidte
Foto: Konrad Juul

Lokalpolitikere i Allerød har et problem. De vil gerne, at kommunens ældre borgere kan blive i kommunen, når de ikke længere kan tage sig af hus og have, men for mange er det dyrt. Ifølge spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget, Jørgen Johansen, handler udfordringen ikke kun om penge, men også om tempoet i den kommunale beslutningsproces.

– Den eneste måde at gøre ældreboliger billigere på, det er ved at lave dem mindre. Det, der ikke har været godt nok, er, at det har taget alt for lang tid. Vi er ved at færdiggøre nogle af de sidste ældreboliger i Blovstrød, men de er der ikke endnu. Beslutningerne tager længere tid end nødvendigt, siger han.

Friplejehjemmet i Teglværkskvarteret står til at blive klar i 2027, og de store nybyggerier i bymidten er i fuld gang. Seniorrådet frygter dog, at de ældre bliver presset ud af boligmarkedet. 

– Det er tydeligt, at mange seniorer i Allerød gerne vil blive i kommunen, hvor de har deres netværk og hverdagsliv. Det ønske deler vi fuldt ud i Seniorrådet, siger formand for rådet, Pia Klingenberg.

Pia Klingenberg peger på, at der gennem mange år har været stor efterspørgsel efter seniorvenlige boliger. Der er positive initiativer, men udviklingen går langsomt.

– Det nye område ved Teglværkskvarteret er et skridt i den rigtige retning, hvor Allerød har indgået aftale med PensionDanmark, som vil opføre et friplejehjem, seniorboliger og et bofællesskab i Teglværkskvarteret, og det forventes at stå færdigt i 2027. Området kommer til at rumme 100 boliger med forskellige boligtyper målrettet seniorer, par og børnefamilier. Det ser Seniorrådet frem til. Vi har i flere høringssvar anbefalet, at der bliver bygget flere seniorvenlige boliger, og at de skal være til at betale, siger hun.

Vi skal sikre, at folk rent faktisk kan blive i deres by.

– Pia Klingenberg, formand for Seniorrådet i Allerød Kommune

Ifølge Seniorrådet opstår modstridende holdninger, når man taler om ønsket om billige ældreboliger og virkeligheden i bymidten.

– Når vi taler med seniorerne, siger de, at boligerne også skal være billige. De nye boliger, som bliver bygget, er for dyre for pensionisterne, siger Pia Klingenberg.

Læs mere: Lang ventetid på ældreboliger: »Flere er ikke gode nok – og der for få af dem«

FAKTA: Ældreboliger i Allerød

  • 5.722 borgere i Allerød Kommune er over 65 år.
  • Kommunen har omkring 260 almene ældre- og plejeboliger fordelt på flere områder.
  • Et nyt friplejehjem med 120 boliger og et tilhørende boligkvarter med cirka 100 boliger forventes færdigt i slutningen af 2027.

(Kilder: Allerød Kommune, Indenrigs- og sundhedsministeriet)

Politisk uenighed om løsningen

Moderaternes spidskandidat i Allerød Kommune, Thomas Frisch, mener, at byfortætning og nybyggeri i midten af byen er en del af løsningen.

– Allerød består jo af mange familiehuse, hvor der tidligere boede børnefamilier. Men mange af de huse er i dag blevet til pensionisthjem, hvor der måske kun bor én person tilbage. De vil gerne blive i byen, men har svært ved at finde et mindre sted at flytte ind. Derfor bygger vi lejligheder i bymidten, da det er oplagt til pensionister og enlige, der gerne vil blive boende, men i noget mindre, siger han.

Konservative spidskandidat, Jørgen Johansen, mener, at der ikke ses meget udvikling, fordi politikerne er for bundet af gamle aftaler.

– Problemet i Allerød er, at vi holder fast i aftaler, selv når tingene ændrer sig. Man bliver bange for at ændre kurs, fordi man så bryder en aftale. Det gør, at udviklingen står stille. Det handler ikke kun om økonomi, men om prioritering og om at holde presset på det, man gerne vil, siger han.

På trods af politiske forskelle findes der stadig bred enighed om, at Allerød står over for en voksende udfordring, når der tales om seniorernes boligmuligheder.

– Vi skal sikre, at folk rent faktisk kan blive i deres by, siger Pia Klingenberg.

Netavisen var i kontakt med Ældre Sagen, som ikke ønskede at give nogen kommentar.

Læs mere: Skuffede ældre: »Politikerne har ikke gennemtænkt beslutning om robotstøvsugere«

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen udsprang af en samtale, som journalisten havde med en kommunalpolitiker i kommunen. Politikeren påpegede, at man gerne ville beholde de ældre i bymidten, men at der var forskellige problematikker forbundet med det. Derefter ringede journalisten rundt til en række forskellige kilder for at få deres besyv på sagen. Derudover fremgik det også tydeligt af flere kommunale drøftelser, at de ældre var et stort fokusområde for mange.

Leave a Reply

Your email address will not be published.