”Yngre stemmer er en mangelvare i byrådet”

Foto: Chelle Lilly Albøge (LA). Håndskrevet tekst på plakaten er ikke standard.
De lidt anderledes lyserøde valgplakater, har fået flere til at henvende sig med ønsket om at få en.

Fem byrådskandidater i Frederikssund Kommune er gået sammen under navnet Generationsskiftet. Med initiativet vil de blandt andet bringe en yngre stemme ind i den politiske debat, og endnu bedre, få unge til at engagere sig mere.

De fem byrådskandidater i Generationsskiftet er; Chelle Lilly Albøge (LA), Maria Katarina Nielsen (R), Ali Moussa (SF), Therese Hejnfelt (K) og Casper Harild-Ankersen (S).

– Jeg tror helt ærligt på, at hvis unge mennesker kunne se sig selv repræsenteret mere i kommunalpolitik, at de måske også ville engagere sig mere, og det betyder ikke kun at deltage, når de skal stemme, men også bare i samtalen generelt. Sådan lyder det fra kommunalvalgskandidat for Liberal Alliance (LA), Chelle Lilly Albøge.

For Chelle Lilly Albøge handler det blandt andet om, at møde de unge, hvor de er. For eksempel på de sociale medier.

– Jeg er enormt aktiv på sociale medier og håber da at nogle af dem, jeg har fået til at følge mig, også er unge mennesker. Det har jeg i hvert fald indtrykket af. Og så har jeg selv, som et lille hjertebarn for mig, virkelig gjort en stor dyd ud af, at heppe på og fremhæve de unge kandidater, lyder det fra Chelle Lilly Albøge (LA).

De unges tvivl bliver dog mødt med forståelse og en erkendelse af, at kommunalpolitik kan være tungt stof.

– Derfor har vi som politikere et ansvar for at gøre det mere tilgængeligt – forklare, hvad vi står for, på et sprog og i et format, der giver mening for de unge. Sådan lyder det fra byrådskandidat for Socialdemokratiet (S), Casper Harild-Ankersen.

Foto: Casper Harild-Ankersen

De unge vil gerne stemme, men mangler tid og overblik

Faktaboks:

Der er 38.610 stemmeberettigede i Frederikssund Kommune ud af i alt 47.436 indbyggere.

2239 af disse er førstegangsvælgere, hvilket også svarer til 5% af alle stemmeberettigede.

Kilde: Danmarks Statistik. Beregnet på tal fra 1. september 2025.

– Jeg overvejer måske lidt at stemme blankt. Det er nogle gange lidt svært, at sætte sig ind i hvad hvert parti står for, fordi vi går i skole og jeg skal også lave mine lektier. Det er også meget viden, man skal opsøge på én gang, lyder det fra Julie Sennek, 18 år.

Det er til trods for, at de unge har gode intentioner og faktisk gerne vil stemme.

– Ja, jeg tænker jeg vil stemme, men jeg ved ikke helt hvad. Det er det her med, at sætte sig ned og finde tiden og køre igennem det hele, for der er jo så meget. Sådan lyder det fra Celina Jensen, 18 år.

Et godt råd fra de to byrådskandidater

De to byrådskandidater opfordrer hermed til, at man ikke behøver kende til hvert eneste partiprogram for at stemme.

– Man kan tage udgangspunkt i de temaer, man selv går op i – og så finde de kandidater, der arbejder med netop det, lyder det fra Casper Harild-Ankersen (S).

Eller man kan prøve en valg-test, for at blive peget i den rigtige retning.

– Jeg vil da opfordre de unge mennesker til at dykke ned i de kandidater, der så er for de partier, de kan mærke eller se via de her valgtest, lyder det fra Chelle Lilly Albøge (LA).

Om de unge i Frederikssund Kommune stemmer til kommunalvalget, får vi svar på den 18. november, når kommunalvalget løber af stablen.

Sådan gjorde vi: I forbindelse med udarbejdelse af denne artikel, har jeg foretaget et interview med Chelle Lilly Albøge (LA), samt modtaget skriftlige svar fra Casper Harild-Ankersen (S). Derudover har jeg interviewet førstegangsvælgere, tilfældigt udvalgt i Frederikssund gågade.

Leave a Reply

Your email address will not be published.